
Tyskland kommer til at fastholde de nuværende coronarestriktioner frem til i hvert fald 20. december, og de kan meget vel blive forlænget ind i januar.
Det siger Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, onsdag aften efter et møde med lederne fra Tysklands 16 delstater.
"Smittetallet er på et niveau, der er alt for højt," siger Merkel på et pressemøde.
Hun tilføjer, at restriktionerne bliver lempet omkring jul og nytår.
Det betyder, at tyskerne kan holde jul og nytår i grupper på op til ti personer. Men disse regler gælder kun i juleferien.
Fra på tirsdag den 1. december vil det kun være tilladt at samles højst fem mennesker privat, fremgår det af de regler, delstatsministrene og Merkel er nået til enighed om onsdag.
Denne begrænsning er en stramning af de tiltag, der blev indført i begyndelsen af november.
Her indførte Tyskland en såkaldt ”lockdown light” for at bremse coronasmitten, der i lighed med andre lande også er i stigning i Tyskland.
Det betyder, at barer og restauranter er lukket, men butikker og skoler holder stadig åbent.
Onsdag kunne det tyske Robert Koch Institut melde om 18.633 nye bekræftede smittetilfælde i løbet af det seneste døgn.
Det er godt 5000 færre end det rekordhøje tal, der blev registreret fredag. I det seneste døgn er 410 mennesker døde med coronavirus i Tyskland.
Det er en stigning i forhold til de 305 dødsfald, der blev registreret for en uge siden, og en markant stigning i forhold til de 49 dødsfald, der blev registreret den 2. november, da den delvise nedlukning trådte i kraft.
I alt er 14.771 mennesker døde med coronavirus i Tyskland i år.
Syv ud af ti britiske pubber og restauranter frygter konkurs
Italien indfører natligt udgangsforbud i coronaindsats