FødevareWatch

Støttepartier: Der var ingen vej tilbage for Mogens Jensen

Både SF og Enhedslisten mener, at Mogens Jensen (S) har truffet den eneste rigtige beslutning ved at gå af.

SF's Pia Olsen Dyhr afventer regeringens redegørelse, inden hun og partiet vil afgøre om de kan støtte fødevareminister Mogens Jensen. Foto: Martin Sylvest

Det er en klog beslutning, Mogens Jensen (S) har truffet ved at trække sig som fødevareminister onsdag.

Sådan lyder det fra to af regeringens støttepartier - SF og Enhedslisten.

"Jeg synes, det er klogt, at Mogens Jensen har trukket sig. Jeg kunne ikke se nogen anden vej ud af minksagen. Det er tydeligt i redegørelsen, at der er rod i Fødevareministeriet, og i sidste ende er det fødevareministerens ansvar," siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.

En tilsvarende melding kom Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, med på et pressemøde ved Enhedslistens lokaler på Christiansborg:

"Det er en fornuftig og klog beslutning, at Mogens Jensen trækker sig som fødevareminister."

Han peger på, at der er flere alvorlige kritikpunkter mod Mogens Jensen, blandt andet at han ikke reagerede hurtigt på alvorlige advarsler fra sundhedsmyndighederne om mink. Og at han ikke orienterede Folketinget hurtigt nok.

Mogens Jensen trækker sig som fødevareminister på baggrund af minkskandalen, hvor regeringen udstedte en ulovlig ordre om at aflive alle mink i Danmark.

Det skete af frygt for, at muteret coronavirus fra mink skulle sprede sig til mennesker og hæmme effekten af en fremtidig vaccine mod covid-19.

Overblik: Alt om Mogens Jensens afgang

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier