FødevareWatch

Amanda Seafoods jagter flere nye opkøb

Fiskekoncernen Amanda Seafoods er endnu ikke mæt efter at have opkøbt fire konkurrenter på ni måneder.

Jesper Kold Sørensen, adm. direktør i Amanda Seafoods, spejder efter nye opkøbsemner, som kan ryge i nettet til næste år. Foto: PR/Amanda Seafoods

Amanda Seafoods har opkøbt den ene konkurrent efter den anden. Alligevel er jagten efter nye selskaber endnu ikke forbi.

"Snart retter vi blikket opad og udad igen. Vi er ikke færdige med at udvikle os her i Danmark, og vi screener løbende markedet for muligheder," siger Jesper Kold Sørensen, adm. direktør i Amanda Seafoods.

Opkøbene vil ifølge direktøren ske i Danmark udenfor konserveskategorien, hvor Amanda Seafoods nu er stærkt repræsenteret efter opkøbet af silde- og tunfiskemærket Glyngøre i juli 2019 og torskeselskabet Bornholms i april 2019.

"Jeg tror ikke, at vi kan nå noget i år, for handler tager tid. Men jeg forventer, at vi er aktive igen næste år. Vi er i hvert fald nysgerrige og opmærksomme," siger Jesper Kold Sørensen.

Milliardkoncern i ryggen

Jesper Kold Sørensen erkender, at opkøbsjagten aldrig ville være mulig uden ledsagelse af den kapitalstærke norske fiskekoncern Insula, der købte selskabet i 2017. Siden er ambitionsniveauet og størrelsen på investeringerne røget i vejret.

"Vækststrategien hviler på tre spor: organisk vækst, synergier ved at være en del af en seafood-koncern med over 22 fabrikker i Norden samt opkøb af kolleger," siger Jesper Kold Sørensen.

Insula-koncernen er ultimativt ejet af den 27-årige milliardær Gustav Magnar Witzøe, der har arvet en formue fra faren, der er stifter af lakseselskabet Salmar.

I slutningen af 2018 opkøbte Amanda Seafoods derudover to fabrikker i Hvide Sande og Hanstholm til henholdsvis frisk og frost fisk. Dermed har selskabet opkøbt fire gange på ni måneder. Udover konserves, frisk og frost opererer selskabet også med kølefisk.

Opkøbene kostede i 2019, hvor virksomheden fra Frederikshavn kom ud med sit største underskud siden finanskrisen. Det lød på minus 9,3 mio. kr. mod et plus på 4,7 mio. kr. i 2018.

Amanda Seafoods vil sende stribevis af nye produkter ud i butikkerne

Amanda Seafoods lander største underskud siden finanskrisen: "Et meget usædvanligt år"

Amanda Seafoods-direktør: "Jeg har i de sidste måneder ofte tænkt på et citat af Mike Tyson"

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier