FødevareWatch

Sambas flødeboller skummer igen overskud

Efter år med underskud går producenten bag Samba-flødebollerne igen i plus.

Udover de kendte Samba-flødeboller producerer Elvirasminde også tilbehør til is i form af bl.a. vafler, toppings og krymmel. Foto: Rune Pedersen

For første gang siden 2015 har østjyske Elvirasminde igen haft overskud på bundlinjen. Det viser et nyt regnskab fra selskabet, der bl.a. er kendt for at producere Samba-flødeboller.

I 2019 blev bundlinjen løftet til et overskud på knap 38.500 kr. fra et underskud på 6,5 mio. kr. i 2018.

Ifølge regnskabets ellers fåmælte ledelsesberetning er ledelsen, der er anført af ejer og direktør Michael Spangsberg, tilfreds med årets resultat.

Virksomheden, der eksporterer flødeboller til markeder som Tyskland, Holland og Belgien, løftede i året bruttofortjenesten til 16,6 mio. kr. fra 9,7 mio. kr. året før.

Virksomhedens økonomiske polstring er også blevet tykkere i de seneste år. Egenkapitalen opgøres i 2019 til 5,6 mio. kr. Det er mere end en fordobling over de seneste fem år, hvor egenkapitalen i 2015 lød på 2,2 mio. kr.

Udover de kendte flødeboller producerer Elvirasminde også tilbehør til is i form af bl.a. vafler, toppings og krymmel.

Foruden Elvirasminde står flødebollemageren Michael Spangsberg også bag Spangsberg Chokolade A/S. I 2019 kunne Spangsberg Chokolade præsentere et resultat på bundlinjen, der var mere end fordoblet sammenlignet med sidste år. Her steg overskuddet fra 1,3 mio. kr. i 2018 til 3,6 mio. kr. i 2019.

Egenkapitalen i Spangsberg Chokolade endte i samme periode på 20,4 mio. kr.

Direktøren, der oprindeligt grundlagde sin formue på at udforme slikbrandet Bonbon – der senere førte til forlystelsesparken Bonbon-land i 1992 – har siden 2008 produceret flødeboller under Spangsberg Chokolade.

I 2014 udvidede han flødebolleforretningen til også at indeholde Samba-flødeboller med opkøbet af Elvirasminde.

FødevareWatch har i forbindelse med de to regnskaber forsøgt at få en kommentar fra Michael Spangsberg. Dog uden held.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier