FødevareWatch

ISS: Margin-modvind modarbejder genopretning

Finanshuset Jefferies ser, at ISS' marginer kan blive udfordret og genopretning efter corona kan tage lang tid.

Foto: Niels Hougaard/ERH

Der vil ikke gå mange år, før servicekoncernen ISS' omsætning er tilbage på det niveau, som omsætningen havde, inden coronapandemien begyndte.

Marginerne kan dog blive udfordret, vurderer finanshuset Jefferies i en analyse.

"På den organiske omsætning venter vi nu, at ISS vil være tilbage på 2019-niveau i 2021 drevet af en stærk og sandsynligvis holdbar efterspørgsel på rengøring, som selskaberne tilpasser sig social distancering og hygiejne-regler," vurderer Jefferies.

Det er dog kun 7,5-10 pct. af ISS' omsætning, der er relateret til rengøring, og Jefferies mener derfor ikke, at det kan opveje den margin-modvind, som der ses på mellemlangt sigt.

"Men vi tror, at margin-genopretningen vil blive udfordrende på grund af eksempler andre steder (Mitie, Capita, Serco), som antyder, at det ofte tager længere tid og koster mere end ventet at vende disse virksomheder rundt," vurderer finanshuset.

ISS er ligesom andre selskaber blevet hårdt ramt af udbruddet af coronavirus, der har ramt den globale økonomi hårdt.

Torsdag kunne selskabet fortælle, at der i april og maj var en negativ organisk vækst på omkring 12 pct.

Udviklingen var stort set ens i de to måneder - men der var en lille forbedring i maj, lød det i torsdagens meddelelse.

Jefferies vurderer, at ISS' gearing er en begræsende faktor. Det kan dog rettes op med en kapitaludvidelse på 30 pct.

"Vi vurderer, at den nuværende balance begrænser den nye direktør Jacob Aarup-Andersens mulighed for at omstrukturere, rette op på skaden efter malware-angrebet, investere i vækstområder eller beskytte mod risikoen for en anden bølge i Covid 19-udbruddet," lyder det i analysen.

Jefferies fastholder i analysen anbefalingen "underperform" og et kursmål på 80 kr. Fredag lukkede aktien i 111,50 kr. efter et kursfald på 1,2 pct.

ISS rammer rød vækst

Ny Coor-topchef har været 19 år i koncernen

Credit Suisse løfter ISS-kursmål

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier