FødevareWatch

Erhvervslivet får ikke panik i øjnene over klimaaftale

Nattens klimaplan får rosende ord med på vejen fra erhvervsorganisationerne. Speciel passus om skat beroliger.

Adm. direktør i DI Lars Sandahl Sørensen. Foto: Jens Dresling

De to største erhvervsorganisationer i Danmark vender mandag morgen tommelen op til den klimaaftale, et bredt flertal i Folketinget blev enige om natten til mandag.

Ikke mindst fordi, at det er aftalt, at en grøn skattereform, der vil blive forhandlet til efteråret, skal ske under "hensyntagen til bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft".

Dermed er frygten for, at en skattereform vil stække erhvervslivet på den internationale scene så småt manet i jorden.

"Det store for os er den grønne skattereform. Og her ligner det, at der er fokus på at beskatte CO2-udledning, men også på hvordan det bliver billigere at drive virksomhed og være dansker."

"Frygten for, at man lægger for mange byrder på erhvervslivet, er ikke helt væk. Men vi glæder os over, at der blandt andet står, at der skal være tale om reelle reduktioner, så man ikke bare laver reduktioner ved, at virksomheder flytter ud af landet," siger klima- og energichef hos Dansk Erhverv Ulrich Bang.

Også hos Dansk Industri hæfter man sig ved den formulering.

"Det er særdeles positivt, at aftalen slår fast, at der er brug for en samlet grøn skattereform, der tager hensyn til vores konkurrencekraft og ikke skal munde ud i, at vi sender CO2-udledning eller arbejdspladser ud af landet," skriver adm. direktør i DI Lars Sandahl Sørensen.

Ud over en aftale om en grøn skattereform indeholder klimaaftalen blandt andet planer om store energiøer, mere havvind, grøn renovation af boligmassen og fokus på grøn transport.

Samlet tiltag, der vil kræve massive investeringer, som dansk erhvervsliv kan byde ind på.

"Klimaaftalen tager flere store skridt ind i en grønnere fremtid, og den vil på rigtig mange punkter både være med til at bane vejen for en klimavenlig omstilling i Danmark. Og for, at vi kan udvikle nye grønne løsninger, som vi kan eksportere og dermed bidrage også globalt til klimaudfordringen, skriver Lars Sandahl Sørensen.

Klimaaftale baner vejen for skattereform med CO2-afgift

Biogasprisen skal ned hvis store fødevarekoncerner skal nå regeringens klimamål

Frankrig siger nej til EU-aftale med lande i Sydamerika

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier