FødevareWatch

Ingredienssatsning i Fødevarestyrelsen kaster første frugter af sig

Den fremadstormende danske ingredienssektor skal med hjælp fra Fødevarestyrelsen have endnu mere luft under vingerne. Arbejdet i et nyt ingrediensteam fører nu til, at kontrollen bliver bedre, og at adgangen til eksporthjælp bliver nemmere.

Store ingredienskoncerner som Chr. Hansen, Arla, Novozymes og Palsgaard kan klare ret mange ting på egen hånd, når det kommer til eksport.

Alligevel kan de også få gavn af det arbejde, som i perioden 2019-2022 får mere opmærksomhed i Fødevarestyrelsen.

Her er et nyetableret lille ingrediensteam på en lille håndfuld medarbejdere i fuld gang med at følge nogle af de ønsker til dørs, som er kommet ud af det ligeledes nye dialogforum for ingredienser, hvor virksomheder og styrelse forsøger at nærme sig hinanden.

"Det er nu startet op, og vi har haft det første møde i maj. Med afsæt i det forum bringer vi Fødevarestyrelsen lidt tættere på sektoren, så vi kan bistå f.eks. med viden om lovgivning på forskellige områder til ingrediensproducenterne," siger Per Krogsgaard Christiansen, direktør for innovation og udvikling hos Fødevarestyrelsen og formand for Forum for Fremtidens Ingredienser.

Bedre adgang til nye markeder

Ifølge tal fra Danmarks Statistik, som er trukket af Damvad Analytics, eksporterede de danske fødevareingrediensvirksomheder i 2017 for 25,2 mia. kr. Tilbage i 2012 udgjorde eksporten ca. 20 mia. kr. Oveni fødevareingredienserne blev der i 2017 også eksporteret foderingredienser for omkring 7,1 mia. kr.

For den del af eksporten, som er henvendt til markeder i EU, handler en mindre del af vækstteamets arbejde om at bistå mindre virksomheder. Det kan bl.a. dreje sig om at finde ud af, hvordan de skal forholde sig til EU-lovgivning om smalle emner som f.eks. novel food-produkter, som insekter, larver osv.

Arbejdet med ingredienssektoren er med til at udfordre os i Fødevarestyrelsen, fordi der er meget, som går på tværs af værdikæden.

Per Krogsgaard Christiansen, direktør for innovation og udvikling hos Fødevarestyrelsen

"Arbejdet med ingredienssektoren er med til at udfordre os i Fødevarestyrelsen, fordi der er meget, som går på tværs af værdikæden og på tværs af forskellige kontorer. Det stiller krav til, at vi er gode til at samarbejde om at finde frem til de gode løsninger," siger Per Krogsgaard Christiansen.

Ved siden af arbejdet, hvor mange er på helt ny jord, arbejder Fødevarestyrelsen, som i andre grene af fødevaresektoren, også med at sikre virksomhederne adgang til tredjelandsmarkeder.

Den del udgør det andet ben af vækstindsatsen, som den forrige regering samlet afsatte 13,5 mio. kr. til. Dette varetages primært af Food Nation, der markedsfører danske ingredienser i udlandet og afholder såkaldte roundtables.

Endelig skal det tredje ben under Invest in Denmark skabe interesse for, at der herhjemme bliver investeret yderligere i sektoren.

"Udover de eksisterende store lande for danske fødevarer som Nordeuropa, Mellemøsten og Kina, så er det umiddelbart vækstlande som Indonesien, Vietnam, Nigeria og Mexico som nye mulige lande, hvor eksporten af ingredienserne kan udvikle sig meget markant i årene fremover," siger Per Krogsgaard Christiansen.

Som noget af det første har vi fundet ud af, at hvordan vores medarbejdere skal være bedre til at udføre deres kontrol hos ingrediensvirksomhederne.

Per Krogsgaard Christiansen, direktør for innovation og udvikling hos Fødevarestyrelsen

Bedre kontrolindsats

Mens hensigterne på den internationale del er klare, har de første konkrete resultater set dagens lys på den danske banehalvdel.

Mens kontrolopgaverne i traditionelle fødevarevirksomheder over tid er blevet defineret ret klart, kræver ingredienssektorens mange forskellige nicher en lidt anderledes tilgang, og det har været et af de konkrete emner, der er blevet braft til torvs i det nye dialogforum.

"Som noget af det første har vi fundet ud af, at hvordan vores medarbejdere skal være bedre til at udføre deres kontrol hos ingrediensvirksomhederne. Det handler om, hvordan vi får kompetenceudviklet vores medarbejdere, så de ved, hvad der er nødvendigt for at kunne udføre det bedst mulige tilsyn i produktionerne," siger direktøren.

Som kommende programpunkter fremhæver han arbejdet med hele sundhedsdagsordenen, og hvordan ingredienssektoren kan spille ind, når det kommer til at nedbringe brugen af salt, sukker og fedt i fødevarer.

Derudover skal der fokuseres på, hvordan eksportfremmedelen skal prioriteres.

Ifølge Per Krogsgaard Christiansen er der ikke noget decideret målpapir for arbejdet i dialogforum og vækstteam. I stedet handler det om at vise, at med en dedikeret indsats kan gøre noget for styrke en sektor, der i Danmark har op imod 8000 ansatte.

"Vi skal være det sted, hvor regeringen siger, at det her et indsatsområde, der ubetinget skal fortsætte. Det er succeskriteriet, at det får vist sin relevans i forhold til at det her giver god mening at understøtte sektoren på den her måde, men egentlige KPI'ere har vi ikke endnu," siger han.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier