FødevareWatch

Restaurantkæde topper som største modtager af lønhjælp i branchen

Tre restaurantkæder har fået tocifrede millionbeløb i lønkompensation, mens en kaffevirksomhed også ligger i top blandt kæderne i drikke- og fødevarebranchen. Nu mangler de sidste kunder bare, før forretningen kan blive rentabel igen, siger direktør.

Danskerne er så småt begynde at komme tilbage til restaurantkæder som Bones, der dog stadig mangler de sidste afgørende kunder, ifølge direktøren. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Cafeer, barer og restauranter har været tvunget til at holde lukket under coronakrisen, og derfor har mange aktører søgt om hjælp fra regeringens hjælpepakker.

En gennemgang af den samlede liste over ansøgere viser, at 17 kæder i føde- og drikkevarebranchen har søgt om lønkompensation i millionstørrelsen.

I alt har de 17 kæder søgt om 122 mio. kr. fordelt på 6026 hjemsendte medarbejdere.

Det fremgår af en aktindsigt, som FødevareWatch har fået fra Erhvervsstyrelsen.

Den største modtager blandt kæderne er restaurantkæden Bones, der har modtaget 17,7 mio. kr. i lønhjælp fordelt på 918 hjemsendte medarbejdere.

For Bones har det betydet, at kæden har kunnet fastholde sine medarbejdere i stedet for at opsige dem.

"Det var en fantastisk mulighed," skriver Jan Vinther Laursen, adm. direktør og medejer af Bones, i en mail til FødevareWatch.

Bones' salg af spareribs, salat og softice gik ellers solidt frem, før coronakrisen ifølge direktørens udsagn smadrede det hele, og kæden måtte lukke sine 25 restauranter.

"I marts måned var Bones midt i vores historisk største måned nogensinde, og alt stoppede på toppen af en fantastisk bølge med flere lønnumre end nogensinde før og et fantastisk salg," forklarer direktøren.

Blandt de største modtagere er også Vivaldi, der driver 20 cafeer, og restaurantkoncernen Madklubben, der begge har modtaget tocifrede millionbeløb. Madklubben har søgt om kompensationen via 22 datterselskaber og har sammenregnet modtaget 13,4 mio. kr.

De sidste gæster kan gøre hele forskellen for resultatet, men de flytter sig nok først, når corona slipper sit tag.

Jan Vinther Laursen, adm. direktør og medejer, Bones

Også kaffekæden Espresso House har modtaget et tocifret beløb på 15 mio. kr. fordelt på 638 hjemsendte medarbejdere.

"Vores hovedformål er at sikre arbejdspladser på den lange bane, derfor har vi taget hjælpepakkerne i brug," forklarer Claus Skovfoged, adm.direktør i Espresso House Danmark, i en mail til FødevareWatch.

Presset juicekæde får millioner

Lidt længere nede på listen ligger bl.a. fastfoodkæden Sunset Boulevard, der ellers oplevede en vækst i takeawaysalget på over 200 pct. i april. Sunset har modtaget lønkompensation til 546 medarbejdere og fået kompensation på 7,5 mio. kr.

Den pressede juicekæde Joe & The Juice, der tabte 333 mio. kr. i 2019, figurerer også på listen og har fået 7,2 mio. kr.

Hos Bones' konkurrent Flammen har buffetkæden modtaget lønkompensation for 6,6 mio. kr. fordelt på 17 forskellige selskaber, hvoraf to af ansøgningerne stadig er under behandling.

Situationen ændrer sig på ugentlig basis. Vi kan derfor ikke forudse, hvornår vores forretning er tilbage ved normalen.

Claus Skovfoged, adm. direktør, Espresso House Danmark

De fleste restauranter er så småt begyndt at genåbne, heriblandt Bones. Først åbnede direktøren for takeaway, og nu er alle restauranterne tilmed genåbnet for siddende gæster, hvorfor en del af de ansatte er blevet kaldt tilbage på arbejde.

"Det er en del sjovere at drive restauranter, hvor man må invitere gæster end det, vi har været igennem seneste måneder," siger Jan Vinther Laursen.

Mangler de sidste afgørende kunder

Lønkompensationen står til at slutte 8. juli, men regeringen har åbnet for, at den kan fortsætte frem til august.

Hos Espresso House har Claus Skovfoged ikke noget bud på, hvornår forretningen kommer ud på den anden side af krisen.

"Situationen ændrer sig på ugentlig basis. Vi kan derfor ikke forudse, hvornår vores forretning er tilbage ved normalen," tilføjer han.

Selvom cafeer og restauranter er begyndt at holde åbent igen, og størstedelen af gæsterne er begyndt at komme tilbage, mangler Bones stadig en vigtig del af sin forretning.

"Vores branche er havnet i en svær situation. Branchen er som helhed kendetegnet af fin fortjeneste på sidst omsatte krone, men mangler man modsat toppen af omsætningen, er det tæt på umuligt at tjene penge," forklarer Jan Vinther Laursen.

Selv mangler Bones i øjeblikket omkring 15-20 pct. af sin vanlige kundeskare, der fortsat er tilbageholdende med at lægge vejen forbi restauranterne.

"De sidste gæster kan gøre hele forskellen for resultatet, men de flytter sig nok først, når corona slipper sit tag, eller vores politiske ledelse justerer sin retorik om situationen," uddyber direktøren.

Listen over de 17 kæder kan have mangler, idet data for aktindsigten er trukket 18. maj, hvor der ifølge Erhvervsstyrelsen stadig manglede at blive indlæst en mindre del af ansøgerne på den samlede liste.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier