FødevareWatch

Øget konservesefterspørgsel får Danish Crown til at ansætte 40 nye medarbejdere

Efterspørgslen efter et Danish Crown Foods-produkt, der ikke er ret kendt i Danmark, er steget voldsomt under corona-krisen. Derfor skruer man op for produktionen og ansætter 40 nye kolleger til en fabrik i Vejle.

Foto: PR/Tulip

Under corona-krisen går det særdeles strygende med afsætningen af konservesproduktet Tulip Pork Luncheon Meat, der er skinke-konserves lavet på Danish Crown Foods’ fabrik i Vejle.

Produktionen, der i forvejen er på omkring 140 millioner produkter om året, øges med 25 pct., og der ansættes yderligere 40 medarbejdere på fabrikken, der i forvejen beskæftiger 300, skriver Danish Crown Foods i en meddelelse.

"Vi er meget begejstrede og glæder os til at tage imod 40 nye kolleger. Det er super positivt, at vi står i en situation, hvor vi skal finde 40 nye mand til en fabrik, der kun baserer sig på eksport af fødevarer, når vi samtidig kan se, hvordan eksporten generelt ellers har det svært. Så det glæder vi os meget over," siger fabrikschef Stig Pedersen.

Mens de færreste herhjemme går i supermarkedet ledende efter Tulip Pork Luncheon Meat, så er det et produkt, som slagterikoncernen har stående på hylder i over 120 lande verden over.

"Lige nu løber vi stærkt for at lukke hullerne i markedet, og det ser ikke ud til at ændre sig foreløbig. Vi kan se en enorm efterspørgsel på vores hovedmarkeder for Pork Luncheon Meat, og samtidig har vi nye forespørgsler end de gængse markeder, så vi tror på, at den nuværende situation fortsætter. Den øgede produktion gør, at vi ikke skal prioritere så voldsomt i kunderne, men kan planlægge længere frem og tage ny forretning ind," siger Kent Riis, der er ansvarlig for det internationale salg i Danish Crown Foods.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier