FødevareWatch

ISS-næstformand: Vi har stor tillid til Jacobs værdier og evner

Ifølge ISS-næstformand Henrik Poulsen er farvellet til Jeff Gravenhorst ikke som resultat af en fyring. Han har store foventninger til arvtageren.

Jagten på en ny adm. direktør i ISS har strakt sig over nogle måneder, og der har været tale om en "relativ traditionel search proces", siger næstformand Henrik Poulsen. | Foto: Jens Dresling

Når kalenderen officielt viser efterår, skifter servicekoncernen ISS ud på posten som topchef, hvor Jeff Gravenhorst efter ti år i stillingen går på pension.

Han overlader i stedet stolen til Jacob Aarup-Andersen, der kommer fra en stilling som chef for de danske bankaktiviteter i Danske Bank.

Skiftet er et resultat af, at Jeff Gravenhorst efter 18 år i koncernen har ønsket at prioritere andre ting fremadrettet, fortæller Henrik Poulsen, der er næstformand i bestyrelsen.

"Jeff har følt, at tiden var rigtig, efter at han har været CEO i ti år, og han ville gerne prioritere nogle andre ting efter at have arbejdet solen sort for ISS i 18 år og ydet et fantastisk bidrag. Samtidig har det også for selskabet og bestyrelsen været en mulighed for i den situation at sikre, at der kom friske øjne på selskabet og én ind, som vi tror på kan komplementere resten af teamet," siger Henrik Poulsen til Ritzau Finans.

Han fortæller, at der ikke er tale om en fyring.

"Det er slet ikke et begreb, vi har været inde på i den her proces, og jeg kan egentlig ikke sige det meget anderledes," siger han.

Jagten på en ny adm. direktør har strakt sig over nogle måneder, og der har været tale om en "relativ traditionel search proces", siger Henrik Poulsen

Jacob Aarup-Andersen var i 2018 på vej mod toppen i Danske Bank. Her var han indstillet til at efterfølge Thomas Borgen, der fratrådte sin stilling oven på den store hvidvasksag, mens Finanstilsynet satte en stopper for det på grund af manglende erfaring

Henrik Poulsen fremhæver Jacob Aarup-Andersens ledelsesmæssige kvaliteter, når han skal sætte ord på, hvorfor han og ISS er et godt match.

"Vi vurderer, at han er god til at samle et stærkt team omkring sig og sætte en klar agenda, og det gør også, at han kan omsætte tanke til handling og sikre en effektiv eksekvering. Samtidig er han en leder, der får tænkt alle stakeholders ind i selskabets udvikling, og ISS er i høj grad en "people business", og vi har stor tillid til Jacobs personlige værdier og hans evner til at mobilisere en meget stor organisation bag en række fælles mål," lyder det.

Henrik Poulsen fortæller endvidere, at ISS ønsker at fortsætte den udvikling, selskabet har været igennem, hvor fokus er på nøglekunderne.

"Vi synes, at den strategiske retning for koncernen er god, og vi mener også, at den har bevist sit værd. Jeff har i de seneste ti år arbejdet intenst sammen med resten af teamet på at styrke fokus på key accounts, og det har også gjort, at koncernen i dag har en væsentlig stærkere kundeplatform, end den havde, da Jeff tog over som CEO for ti år siden. Den udvikling vil vi gerne arbejde videre på."

"Det er klart, at det er en krævende forandringsrejse, og der er store krav til eksekveringen, og det bliver i høj grad det, som Jacob og resten af teamet vil have fokus på fremadrettet," siger Henrik Poulsen.

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier