FødevareWatch

Chr Hansen-optakt: "Skal vise relativ resistens"

Torsdag morgen fremlægger ingredienskoncernen regnskab for sit andet kvartal, og trods corona-udfordringer er der forventninger om, at selskabet fortsat regner med vækst i 2020.

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Når Chr. Hansen torsdag åbner regnskabssæsonen for de store børsnoterede danske selskaber, vil fokus - som det er tilfældet ved alle andre regnskaber i øjeblikket - være på, hvor meget selskabet er påvirket af udbruddet af coronavirus.

Til forskel fra mange andre selskaber skal ingredienskoncernen dog ud at bevise, at den er relativt resistent over for denne her type krise. Sådan lyder vurderingen fra Michael Friis Jørgensen, der er chefaktieanalytiker hos Alm. Brand Markets.

"Ser vi på Chr. Hansens kunder, har de generelt fået pæne resultater, og Chr. Hansen er relativt resistent over for denne her krise. Vi har set gode ting fra Kellogg's og andre store amerikanske fødevareproducenter, så kunderne har det okay, og Chr. Hansen kan måske overraske lidt," lyder det fra chefaktieanalytikeren.

Størstedelen af de danske C25-selskaber har suspenderet forventningerne til 2020 på grund af udbruddet af coronavirus, der siden slutningen af 2019 har spredt sig fra Kina til resten af verden med dødsfald og store økonomiske konsekvenser til følge.

Chr. Hansen har dog ikke pillet ved sin prognose, og forventningen er derfor fortsat, at den organiske vækst i det skæve regnskabsår 2019/20 vil lande mellem 4 og 6 pct., og at overskudsgraden (ebit) før særlige poster lander omkring 29,5 pct.

"Alt bliver påvirket af det her fulde stop, men Chr. Hansen er en af de få, der ikke har pillet ved guidance, og det indikerer, at de som minimum ser det i den lave ende af spændet. Der er ikke nogen, der på ingen måde er ramt, men Chr. Hansen er en af dem, der muligvis kan overraske," siger Michael Friis Jørgensen.

Ifølge estimater indsamlet af selskabet selv venter analytikerne, at den organiske vækst i regnskabsåret ender i den lave ende af intervallet - på 4,2 pct. - mens ebit-marginen ventes at lande på 29,3 pct. før særlige poster.

For andet kvartal ventes omsætningen at vokse til 295 mio. euro med en organisk salgsvækst på 4,1 pct. Samme periode sidste regnskabsår var den organiske vækst på 8 pct., hvilket gav en toplinje på 284 mio. euro.

Nye langsigtede forventninger ventes i april

Chr. Hansen arbejder i øjeblikket på at opstille nye langsigtede forventninger, men allerede i januar fortalte selskabet, at det foreløbige arbejde ikke understøttede de nuværende forventninger om en organisk vækst på 8-10 pct. frem mod 2020/21.

Indtil de nye langsigtede forventninger opstilles, hvilket på daværende tidspunkt blev forventet i indeværende måned, lød den midlertidige forventning på en midt til højencifret organisk vækst i perioden frem mod 2024/25.

"Konsensus er stadig for en organisk salgsvækst på over 6 pct. og en EBIT-margin over 30 pct. Det tror vi, vil blive sænket af selskabet enten ved aflæggelsen af regnskabet for første halvår 16. april eller på kapitalmarkedsdagen ugen efter. Vi forventer kun en markedsvækst på 2 pct. og et lavere bidrag fra innovation," lød det for et par uger siden fra de to Barclays-analytikere Arthur Reeves og Warren Ackerman i en analyse.

Mere fra FødevareWatch

Maltdirektør efter værste år i årtier: "Det er meget ubehageligt"

Udfordringerne har aldrig været større i Sophus Fuglsang Export-Maltfabriks over hundredårige lange virke, som i det seneste år. Det nye regnskab viser største dyk på bundlinjen i topchefens hukommelse. Virksomheden er dog godt polstret, forsikrer han, men han frygter den usikkerhed, som energikrisen lige nu medfører.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier