FødevareWatch

En stribe lande bremser eksport af råvarer

Solsikkeolie, hvedemel og ris er nogle af de varer, som en række lande er stoppet med at eksportere for at sikre madforsyningen til egen befolkning.

Foto: Thomas Borberg

Nogle lande har i takt med corona-krisen indført tiltag eller overvejet tiltag om at stoppe eksporten af udvalgte fødevarer.

Protektionismen på fødevarer er allerede aktuelt i en håndfuld lande, der oplagrer udvalgte fødevarer frem for at eksportere dem ud af landet for at sikre forsyninger til deres egen befolkning. Det gælder i øjeblikket lande som Rusland, Kazakhstan, Serbien, Ukraine og Vietnam.

Det drejer sig særligt om kornprodukter som hvede, da korn er en vigtig bestanddel til både foder til husdyrene og til fødevarer. Hvis man kan holde kornprisen nede, vil prisen på andre landbrugs- og fødevarer også kunne holdes nede.

Det fortæller Henning Otte Hansen, der er er seniorrådgiver fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

"Når eksporten forhindres, øges den indenlandske forsyning, og dermed falder den indenlandske pris eller stiger ikke så meget, som den ellers ville have gjort. Hvis man ikke gør noget, vil de indenlandske borgere istedet opleve endnu større prisstigninger på fødevarer, og det er altid politisk farligt, hvis borgerne sulter eller ikke har råd til at købe fødevarer," siger han.

Priserne på hvede stiger

Eksportstop er som hovedregel ikke tilladt i forhold til mange internationale aftaler, da det er med til at øge priserne yderligere for de lande, som importerer fødevarer grundet et mindre udbud af korn på verdensmarkedet.

Da corona-virussen risikerer at forstyrre handelsstrømmene, er det en nationalistisk beslutning, når nogle af verdens største korneksportører som Rusland og Kazakhstan vælger at begrænse eksporten af hvede. De mener, at corona-situationen skal betragtes som en force majeure-begivenhed.

Det har fået betydning for verdensmarkedsprisen for hvede, der er steget med 10 pct. siden starten af marts. Der er dog ingen grund til at frygte, at landenes beslutning om at begrænse eksporten kommer til at få betydning for fødevarepriserne i de danske supermarkeder.

"Eksportbegrænsninger skader den internationale handel og verdensmarkedet, men det kommer til at vare længe, før vi ser en afsmittende effekt i Danmark. Jeg tror, at prishoppet på hvede er en effekt af en midlertidig panikreaktion, da der i øjeblikket er store kornlagre til rådighed i verden. Der er måske tale om en to-tre måneders boble med høje priser," siger Henning Otte Hansen.

En symbolsk men bekymrende handling

I Kazakhstan har regeringen forbudt al eksport af hvedemel, boghvede, sukker, solsikkeolie og nogle grøntsager herunder gulerødder og kartofler fremt til tidligst 15 april. Landet er en af verdens største eksportører af hvedemel og er en vigtig leverandør til bl.a. Afghanistan og Uzbekistan. Også Serbien har valgt at stoppe salget af bl.a. solsikkeolie til andre lande.

Det russiske landsbrugsministerium har foreslået at begrænse eksporten af visse kornsorter bl.a. 7 millioner ton hvede til i perioden april-juni. Selvom forslaget ikke kommer til at få ret store konsekvenser for det samlede internationale kornkammer, giver det alligevel anledning til bekymring om, hvorvidt Rusland overvejer at indføre flere begrænsninger.

"Det er en symbolsk handling, men en meget bekymrende én. Kan det her være første skridt til, at Rusland reducerer eksporten for at bevare egne fødevareforsyninger under corona-udbruddet?" siger en europæisk handelsmand til Reuters.

Ved Ruslands nabo Ukraine, der er en stor eksportør af korn og vegetabilske olier, overvåger regeringen dagligt eksporten og har udtalt, at man vil træffe passende foranstaltninger, hvis det bliver nødvendigt. Her har regeringen mødt krav fra bagere og brødproducenter om at begrænse eksporten af korn og dermed forhindre brødpriser fra at stige.

Kazakhstan, Rusland og Ukraine udgør tilsammen den største hvede-eksporterende region i verden. De tre lande har henholdvist en eksport af hvede på 49 pct, 39 pct. og 69 pct. af deres produktion. Det vil sige, at f.eks. Kazakhstan har en selvforsyningsgrad på 149 pct.

Eksportstop af ris

Tiltagene om begrænsninger af visse eksportvarer gælder også for en anden vigtig kornart, nemlig ris. Vietnam, der er verdens tredjestørste eksportør af ris efter Thailand og Indien, suspenderede tidligere på måneden midlertidigt alle nye kontrakter på riseksport. Landet eksporterede sidste år knap 6,4 millioner ton ris.

Det er ikke første gang at verdensmarkedet oplever eksportstop af fødevarer fra visse lande. Under en fødevarekrise i 2010-11 indførte både Rusland og Ukraine eksportstop for hvede. Her indførte lande i Asien også stop i eksporten af ris bl.a. Thailand, hvor ris er en meget basal fødevare, og her ønskede man ikke at være afhængig af andre landes produktion.

Danmark har dog ingen interesse i at følge et lignende eksportforbud.

"Danmark er det land i verden med flest producerede fødevarer pr. indbygger. Derfor er der minimal chance for, at vi kunne risikere at mangle fødevarer til vores egen befolkning. Det er dog ikke alle lande, der er ligeså heldige. Hvis fødevarer bliver dyrere, vil det betyde mere i de fattige lande, da det er en meget større del af deres budget, der bruges på mad," siger Henning Otte Hansen.

Mere fra FødevareWatch

Maltdirektør efter værste år i årtier: "Det er meget ubehageligt"

Udfordringerne har aldrig været større i Sophus Fuglsang Export-Maltfabriks over hundredårige lange virke, som i det seneste år. Det nye regnskab viser største dyk på bundlinjen i topchefens hukommelse. Virksomheden er dog godt polstret, forsikrer han, men han frygter den usikkerhed, som energikrisen lige nu medfører.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier