FødevareWatch

Trods hamstring er produktionen af gær ikke steget

Ved De Danske Gærfabrikker har man de seneste uger oplevet en stor efterspørgsel af gær fra detailhandlen. En øget produktion holdes dog nede af regeringens nedlukning i kantine - og restaurantsektoren.

Foto: Rune Pedersen / Ritzau Scanpics.

Ordrerne fra detailbranchen er de seneste par uger væltet ind hos De Danske Gærfabrikker.

Alligevel kan adm. direktør Nicolai Jensen ikke generelt melde om et større salg af tørgær og gær fra køledisken. Og det skyldes regeringens nedlukning af bl.a. restauranter som følge af spredning for smitte af coronavirus.

"Salget i detailhandlen boomer, men til gengæld falder salget til vores anden kundegruppe, der er bagere, der leverer til restaurant-, kantine- og fastfoodsektoren. De har brug for mindre gær, da de ikke har noget sted at afsætte varerne. Så i det store hele går produktionen lige op," siger han til FødevareWatch.

I detailhandlen har man de seneste uger oplevet en større efterspørgsel på tørgær. På trods af gunstige kår for at øge salget af tørgær til detailhandlen endnu mere, er De Danske Gærfabrikker, der har hjemme i Grenå, begrænset af produktionen.

"Tørgærsalget startede på et meget lavt niveau, så vi ville ikke kunne levere med det samme på en høj efterspørgsel. Der er otte ugers leveringstid på tørgær i øjeblikket, og vi regner med at få nye varer i midten af april," siger Nicolai Jensen.

Det er kun 20 pct. af produktionen ved De Danske Gærfabrikker, der udgør salg af tørgær og gær på køl, såkaldt bagergær. Resten af produktionen udgør vingær, gærekstrakter og gær til fermentering.

Den største frygt er smitten

Den største bekymring for koncernen er derfor ikke hamstring af gær i detailhandlen, men derimod at coronavirusset skal ramme tættest på hjemmet, nemlig blandt de ca. 95 ansatte.

"Vores begrænsende faktor er vores medarbejdere, og derfor forsøger vi at beskytte fabrikken så godt, som vi kan. Hvis vi får sygdomstilfælde her, har vi ikke mulighed for at producere ligeså meget, som vi gør i dag," siger Nicolai Jensen.

De Danske Gærfabrikker har endnu ikke haft medarbejdere med tilfælde af coronavirus, eller ansatte der har været hjemsendt i karantæne, oplyser han.

I det seneste regnskab for 2018/19 endte bruttofortjenesten i koncernen på 87,3 mio. kr., mens bundlinjen landede på 16 mio. kr. mod 16,5 mio. kr. året før.

Egenkapitalen i De Danske Gærfabrikker udgjorde ved regnskabsårets afslutning 158,8 mio. kr.

I 2007 købte den canadiske koncern Lallemand Inc, der er en af verdens førende producenter af gær og bakterier, De Danske Gærfabrikker. Lallemand ejer mere end 25 fabrikker fordelt i Nordamerika, Sydafrika og Europa.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier