FødevareWatch

Konsulent: Interview af kineser-kokke har næppe stor effekt

Der er en stor risiko for, at kinesiske kokke lukker i, når myndighederne vil interviewe dem om, hvorvidt de bliver udnyttet af deres danske arbejdsgivere.

Foto: Thomas Fredberg/Ritzau Scanpix

Myndighederne risikerer at blive mødt af en mur af tavshed, når de skal ud og lave ekstra grundig kontrol af, om kinesiske kokke i Danmark bliver udnyttet af deres arbejdsgivere.

Sådan lyder det fra en række eksperter i migration og menneskehandel. Det skriver Fagbladet 3F.

"Når SIRI tager ud og laver interview, er der en risiko for, at de kinesiske kokke og bagmændene ikke svarer sandfærdigt. Der skal SIRI gøre sig grundige overvejelser først: Regner vi med at få noget troværdigt ud af disse interview, eller vil bagmændene lyve os op i ansigtet?" siger Anders Lisborg, der er konsulent og ekspert i menneskehandel til Fagbladet 3F.

"Det samme gælder kokkene selv. Myndighederne må gøre sig klart, at kokkene ikke altid ønsker at samarbejde. Hvis de er menneskehandlede, og er i en sårbar og presset situation, frygter de for at fortælle sandheden," siger han.

Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye har ellers beordret Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) til at gøre deres kontrolarbejde helt om på de kinesiske kokke, som arbejder i Danmark på beløbsordningen.

I et forsøg på at dæmme op for det, som SIRI selv i 2015 omtalte som “systematisk snyd” og mulig “menneskehandel til tvangsarbejde” blandt kinesiske kokke og deres ægtefæller i Danmark, skal SIRI udvælge de 100 mest mistænkelige sager - og tage ud og kontrollere og interviewe kokkene, deres ægtefæller og arbejdsgiverne igen.

Men her glemmer myndighederne, at det kinesiske samfund er meget, meget lukket, fortæller Mette Thunø, som forsker i Kina-studier på Aarhus Universitet.

"Mit bud er, at SIRI vil få meget svært ved at lave de her interview. Når de kinesiske kokke og deres ægtefæller sidder overfor en myndighedsperson, så vil de let komme til at føle, at de selv er under anklage. At det er dem, der måske har gjort noget ulovligt. Og det kan de jo også godt have gjort, men uden at være bekendte hermed. Den bedste strategi vil derfor være at sige så lidt som overhovedet muligt for at undgå hjemsendelse. Og derfor vil de næppe fortælle særlig meget om noget," siger hun.

Overordnet set mener eksperterne, at det er en god idé at sætte fokus på de kinesiske kokkes arbejdsgivere og øge presset på en gruppe, som igennem en årrække tilsyneladende har kunnet snyde med reglerne uden store sanktioner.

"Ministeren sender et klart signal om, at man vil jagte snyd blandt kinesiske restaurationsejere mere grundigt og i dybden end hidtil. Det kan have den effekt, at man finder flere, der snyder. Men det kan også have en præventiv og forebyggende effekt, hvor myndighederne viser, at man tager dette alvorligt og ruster op," siger Anders Lisborg.

"Hvis myndighederne strammer op, og risikoen for at blive opdaget stiger, så er det noget disse netværk af bagmænd vil være opmærksomme på," siger han.

Men for de ansatte er der meget lidt grund til at fortælle sandheden om, hvordan de arbejder i Danmark.

I mange tilfælde kan de kinesiske kokke tjene 3-4 gange mere ved at arbejde i Danmark under usle vilkår, end de kan hjemme i Kina. Selv, hvis de skal dele lønnen med deres ægtefælle, kan det være en bedre forretning for dem at blive her, mener eksperterne.

2For mange af de her kinesiske kokke, er valget meget simpelt. De tænker: Jeg vil hellere blive i Danmark og have et job, hvor jeg bliver udnyttet - end ryge hjem til bagmænd og gæld, som jeg har stiftet hjemme i Kina for at komme herop," siger Anders Lisborg.

Som Fagbladet 3F tidligere har fortalt, er det Center Mod Menneskehandel, som normalt skal hjælpe personer i Danmark, der bliver udnyttet til tvangsarbejde af deres arbejdsgivere.

Men heller ikke de har nemt ved at få hul igennem til de kinesiske arbejdere.

"Det er en af vores målgrupper, der er sværest at vurdere, fordi de oftest er meget tilbageholdende med at fortælle om deres situation. Og hvis vi ikke har noget information, kan vi heller ikke hjælpe dem," siger leder Trine Ingemansen.

Siden 2013 har Center mod Menneskehandel vurderet fem kinesere til at være ofre for menneskehandel.

Det er også et af kritikpunkterne fra regeringens støttepartier, SF og EL, i forhold til planen om at interviewe kokkene for at finde frem til lovbrud.

"Det er fint, at man tager ud og interviewer 100 kokke, men jeg vil foreslå, at man kaster et hurtigt blik på menukortet og ser på priserne. Hvis en chinabox koster 45 kroner på restauranten, hvad er så sandsynligheden for, at den mand, der står og frituresteger forårsrullerne inde bag disken får 36.000 kroner om måneden?" spurgte SF’s Karsten Hønge på onsdagens samråd om de kinesiske kokkes forhold i Danmark.

"Det, der er på spil her, er hurtig profit for arbejdsgiverne og hurtig fortjeneste for grådige mellemhandlere, der sætter de her fattige kinesere i gældsfængsel, der gør, at de kan føle sig tvunget til at sige hvad som helst i de her interview," sagde ordføreren.

Fagbladet 3F har forsøgt at få en kommentar til eksperternes udsagn fra Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye (S), men hans kontor oplyser, at ministeren er udenlands og ikke kan svare.

I stedet henvises til social dumping-ordfører for Socialdemokraterne, Bjørn Brandenburg. Han siger:

"Der er blevet givet opholdstilladelse til kinesiske kokke, som er blevet udnyttet og har fået deres rettigheder på arbejdsmarkedet overtrådt. Det vil vi ikke acceptere. Derfor synes jeg, at det giver god mening at gennemgå de 100 mest mistænkelige sager én gang til."

De 100 særligt grundige kontroller og interview med kinesiske kokke og deres ægtefæller skal være udført inden årets udgang, oplyser ministeren.

Men først fra det nye år forventer ministeren, at de nye regler, som SIRI skal bruge til at fange misbrug af beløbsordningen blandt kinesiske restaurationsejere, vil træde i kraft.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Fagbladet 3F).

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier