FødevareWatch

Peder Holk Nielsen: Der er sket bedring i både tredje og fjerde kvartal

Novozymes er efter et skæmmende første halvår af 2019 landet bedre i de to sidste kvartaler, fortæller koncernens afgående topchef Peder Holk Nielsen.

Foto: Mads Nissen

Efter et skæmmende første halvår 2019 begyndte tingene at gå i den rigtige retning for Novozymes i både tredje kvartal og især i fjerde kvartal.

Det siger topchef Peder Holk Nielsen, efter at enzymgiganten er kommet med regnskab for de sidste tre måneder af 2019 torsdag morgen.

"Fjerde kvartal landede, som vi havde forudset - og vi har nu set bedring i det seneste halvår i forhold til et forfærdeligt andet kvartal. Vi lander stadig for 2019 på et fald i den organiske vækst på 1 pct. - og det er langt fra, hvor vi gerne ville være," siger Peder Holk Nielsen.

I fjerde kvartal lander væksten på et plus på 1 pct. Og ifølge direktøren er der flere forklaringer på, hvorfor det er gået frem for enzymgiganten:

"I første halvår var USA ramt af voldsomme oversvømmelser i Midtvesten, der lukkede produktionen på flere fabrikker, der producerer bioethanol. Og i maj og juni, da landmændene skulle til at så soja og majs, stod markerne under vand på grund af regn, og det betød, at de ikke kunne forbehandle jorden med vores enzymer, inden de såede," forklarer Peder Holk Nielsen.

"Og det er jo klart, at de her ting ikke er gentaget i det seneste halvår. Og så skal der komme en bedring," siger han.

En stor del af Novozymes' kunder skal findes inden for landbrugsproduktion. Koncernen sælger også foder til dyrehold - og her kan de forskellige trends i verden mærkes:

"Vi kan se, at vi ikke sælger så mange enzymer til produktionen af kød. Forbruget af kød er simpelthen gået ned," siger Peder Holk Nielsen.

Nye vaskemidler vinder frem

På den anden side er behovet eller ønsket om "lugtfrit" vasketøj stigende. Og det kan mærkes i den største division i Novozymes, der er i fuld gang med at få den såkaldte friskhedsplatform bredt ud globalt.

Og det sker som planlagt. I fjerde kvartal voksede vaskemidler 5 pct. organisk, og Freshness-platformen bidrog blandt andet til det.

"Det var dejligt, at vaskemidler kom tilbage til vækst. Og den venter vi fortsætter, og derfor er det også taget med i vores forventninger," siger topchefen.

"Det er både ny teknologi, vækst i Freshness på udviklingsmarkederne - men desværre ser vi en reduktion i Europa og USA. Der er et negativt træk fra de udviklede markeder - men det kan vi heldigvis gøre noget ved," siger Peder Holk Nielsen.

Ny topchef på vej

Peder Holk Nielsen takker af som koncernchef for Novozymes 1. februar. Og der står Ester Baiget klar til at tage over. Peder Holk Nielsen har været "zymer", som de ansatte kaldes i enzymgiganten, i 35 år - heraf har han været en del af ledelsen i selskabet i 25 år.

"Vi var ramt af nogle forhold i 2019, som ikke har været så sjove. Men samlet er det nu en bundsolid virksomhed, som jeg giver videre," siger den snart forhenværende topchef.

"Vi har grundlæggende nogle sunde og innovative produkter, vi ser frem mod en vækst på 5+ samt en margin-ekspansion på +28 pct., i årene der kommer," siger Peder Holk Nielsen.

Ud over en ny topchef har Novozymes for nylig også skiftet ud på posten som kassemester. Så det bliver et nyt ledelsesteam med Ester Baiget og Lars Green, der skal køre enzymgiganten videre med det treårige strategi, der blev præsenteret sidste sommer.

Strategiplanen skal sikre en bedre udnyttelse af selskabets kernekompetencer, og så sigter Novozymes efter en årlig organisk salgsvækst på 5 pct.

I forbindelse med strategien flyttes 200-300 mio. kr. i forretningen til emerging markets for at udvide. Nogle af fokuspunkterne fremadrettet er blandt andet Afrika og Sydøstasien. Oveni skal der satses mere på nogle områder - og drosles ned på andre.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier