FødevareWatch

Novozymes: 2020-top når lige akkurat til langsigtede forventninger

Ingrediens- og enzymforretningen Novozymes har udsigt til endnu et år under pres, hvis de langsigtede forventninger skal indfris.

Foto: Novozymes/PR

Novozymes fastholder forventningerne til den treårige strategi, som enzymselskabet præsenterede sidste sommer - men 2020 kan komme under pres.

Her venter selskabet en organisk vækst på 1-5 pct.

Det fremgår af regnskabet for fjerde kvartal 2019, som er offentliggjort torsdag morgen.

Strategien gælder fra 2020 til og med 2022, og Novozymes sigter efter at kunne fremvise en årlig organisk salgsvækst på 5 pct. eller mere.

Novozymes oplyste i forbindelse med, at strategien blev fremlagt på en kapitalmarkedsdag i juni, at netop det første år i perioden formentligt ville blive negativt påvirket af porteføljeændringer.

Novozymes fastsatte ligeledes et nyt mål for bundlinjen, og det er planen, at der senest i 2022 vil være en overskudsgrad på 28 pct. eller mere samt et afkast af den investerede kapital inklusive goodwill på 23 pct. eller derover.

For 2020 venter Novozymes en overskudsgrad på 27 pct. samt et afkast af investeret kapital på 20-21 pct.

Fremgang i salg og indtjening

Novozymes kom ud af fjerde kvartal 2019 med et overskud på 922 mio. kr. mod 837 mio. kr. i fjerde kvartal 2018.

Selskabets omsætning lød på 3731 mio. kr. i kvartalet, mens den organiske vækst var 1 pct. I samme kvartal af 2018 var toplinjen på 3714 mio. kr., og den organiske vækst var på 1 pct.

I fjerde kvartal 2019 landede driftsoverskuddet (ebit) på 1103 mio. kr., hvilket svarer til en EBIT-margin på 29,6 pct.

I kvartalet 2018 fik Novozymes et plus på driften på 1056 mio. kr., hvilket svarede til en margin på 28,4 pct.

Føde- og drikkevarer voksede 2 pct. organisk

Novozymes' salg af enzymer til føde- og drikkevareindustrien steg 2 pct. organisk i fjerde kvartal 2019, hvor omsætningen endte på 1074 mio. kr. Året før var omsætningen i kvartalet på 1045 mio. kr., da den organiske vækst steg med 7 pct.

"Fjerde kvartal udviste for andet kvartal i træk vækst efter et udfordrende første halvår i 2019. Væksten i fjerde kvartal var drevet af bageri samt fødevarer og ernæring, mens stivelse og drikkevarer faldt en anelse. Bageri udviste en meget stærk udvikling og var i mindre grad presset af prisjusteringer på friskholdelsesmarkedet og vanskelige forhold på de mellemøstlige markeder i basissammenligningen," skriver Novozymes i regnskabet.

Set over hele året var der i divisionen tale om en negativ organisk vækst på 1 pct.

"Væksten i andet halvår var ikke tilstrækkelig til at opveje den svage start på året. 2019 var et vanskeligt år for stivelsesforretningen på grund af ugunstige råvarepriser i Kina og vanskelige vejrforhold i USA’s Midtvesten. Der var imidlertid kraftig efterspørgsel efter Frontia, vores nyligt lancerede kornformalingsløsning," skriver Novozymes og tilføjer:

"Fødevarer og ernæring bidrog positivt til væksten med kraftig efterspørgsel efter proteiningredienser og planteekstraktionsprodukter samt Saphera inden for mejeriprodukter. Bageri afsluttede året uændret, mens salget inden for drikkevarer steg en anelse."

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier