FødevareWatch

Morgenmadsproducenter gennemfører planlagt fusion

Omkring ti måneder efter morgenmadsproducenter Nakskov Mill Foods og Crispy Food blev enige om en sammenlægning under ejerkoncernen Koff, er fusionen blevet gennemført.

Foto: PR / Crispy Food

Selskaberne Nakskov Mill Foods og Crispy Food er fra nytår officielt blevet slået sammen, og dermed er Danmarks største producent af morgenmadsprodukter også en formel og juridisk realitet.

Det oplyser Crispy Food Nordic, der er navnet på det nye selskab, som producerer Ota Solgryn og Havre Fras, i en pressemeddelelse.

Ny direktør samler salgsstyrken for morgenmadsproducenter

Sammenlægningen af de to selskaber startede allerede sidste forår, da afdelingerne for salg- og markedsføring i Nakskov Mill Foods og Crispy Food blev lagt sammen. De to selskaber fik ved den lejlighed også samme direktør i form af Christian Bring.

Trods sammenlægningen er der ingen planer om at lukke nogen af produktionerne ned, siger han i dag, og begge fabrikker i Nakskov og Gørlev vil fortsat have hver sin fabrikschef.

80 pct. af produktionen i de to selskaber går til eksport og langt det meste til Sverige og Finland. Derudover aftager Tyskland også mange produkter, og det er planen, at eksporten skal udvides til flere lande og være med til at drive væksten.

"De internationale trends med efterspørgsel efter fødevarer af gode, sunde råvarer og høj fødevaresikkerhed, passer jo perfekt til vores profil," udtaler Christian Bring i meddelelsen og tilføjer:

"Vores morgenmad er kornbaseret, og vi har øvet os i mere end hundrede år på at fremstille velsmagende produkter, som man kan stole på. Vores investeringer og udvikling går derfor videre i samme retning."

Nakskov Mill Foods og Crispy Food er begge ejet af den familieejede koncern Koff, som sidder på en række forskellige selskaber inden for fødevarebranchen.

Nakskov Mill Foods, der er det ældste af de to selskaber, er især kendt for sin produktion af Havre Fras og Ota Solgryn. Sidstnævnte blev på et tidspunkt solgt til nogle amerikanere, men er siden kommet tilbage på danske hænder.

Crispy Food er især kendt for sin produktion af det drys, der for eksempel findes i låget til små yoghurtbægre.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier