FødevareWatch

Tidligere Chr Hansen-topchef på vej ind i Novozymes' bestyrelse

Til februar skal to nye medlemmer føjes til bestyrelsen i Novozymes. Til den ene plads er tidligere Chr. Hansen-topchef Cees de Jong blevet foreslået.

Foto: Charlotte De La Fuente

Bestyrelsen i Novozymes foreslår tidligere topchef i ingredienskoncernen Chr. Hansen, Cees de Jong, som nyt medlem og kommende næstformand.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Hollandske Cees de JOng stoppede sidste år i jobbet som topchef i Chr. Hansen efter fem år på den post.

"Bestyrelsen er overbevist om, at Cees de Jongs forskningsindsigt og globale industrierfaring vil kunne bidrage væsentligt til videreudviklingen af Novozymes’ resultater og strategi," hedder det i meddelelsen.

Udover Cees de Jong indstiller bestyrelsen også britiske Sharon James til en plads i bestyrelsen. Hun forlader snart sin stilling som direktør for Global R&D i Bayers Consumer Health division, og har tidligere haft ledende poster inden for R&D hos Reckitt Benckiser og GlaxoSmithKline.

De to kan på generalforsamlingen 26. februar blive valgt ind i bestyrelsen for en etårig periode.

Som led i et generationsskifte forlader nuværende næstformand Agnete Raaschou-Nielsen, der har siddet i bestyrelsen siden 2011, bestyrelsen.

Selskabet foreslår genvalg til bestyrelsesformand Jørgen Buhl Rasmussen samt til Kasim Kutay, Kim Stratton og Mathias Uhlén.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier