FødevareWatch

Statsministeren ser ingen klimaindsats uden erhvervslivet

Onsdag præsenterer statsministeren en stribe klimapartnerskaber med erhvervslivet.

Foto: Jens Dresling

En lang række af Danmarks tungeste erhvervsfolk er onsdag samlet på Marienborg, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterer regeringens samarbejde med erhvervslivet inden for klima.

Til stede er topdirektører som Lars Fruergaard fra Novo Nordisk, Henrik Poulsen fra Ørsted og Jais Valeur fra Danish Crown. De skal alle hjælpe regeringen til at nå en reduktion af drivhusgasser på 70 procent i 2030.

"Det er ikke så tit, jeg selv bliver imponeret. Men det gør jeg faktisk i dag," siger Mette Frederiksen.

"Klimaet fyldte meget i regeringsdiskussionerne. For at nå målene skal vi trække på alle dele af samfundet. Vi vidste ikke, om vi kunne få de tunge drenge og piger i gang. Men det kunne man. Det er jeg glad for og taknemmelig over. Jeg er sikker på, at vi er kommet mange skridt nærmere en klimareduktion på 70 procent," siger statsministeren.

Regeringen har været kritiseret for at have meldt ud, at klimaindsatsen ikke må koste arbejdspladser eller økonomisk vækst. Den linje fastholder statsministeren onsdag.

"Vi kunne godt nå målene ved at flytte produktion og virksomheder ud af Danmark. Men det ville bare flytte udledningen til udlandet. Vi skal holde fast i, at vi er et landbrugsland, et produktionsland. Men vi er også et klimaland, siger statsministeren og fortsætter:

"Dette her er ikke på bekostning af danske arbejdspladser. Men det er ikke en garanti for, at der ikke sker forandringer."

Klimapartnerskaberne er en del af regeringens arbejde for at levere på det løfter, der blev givet under valgkampen om at sætte skub i kampen mod klimaforandringer.

De 13 partnerskaber skal være med til at finde de helt håndgribelige tiltag, der kan sænke Danmarks udledning af drivhusgasser med 70 procent inden 2030. Et mål hovedparten af partierne i Folketinget støtter op om.

Regeringen har lagt op til en indledende indsats i flere trin. Først var penge på finansloven. Inden jul skal en klimalov være færdig. Den skal sætte de juridiske og administrative rammer for fremtidens arbejde.

Til foråret vil regeringen så præsentere sin første klimhandlingsplan, der skal sætte reel handling bag ordene og levere tiltag, der mindsker udledningen af drivhusgasser, omstiller industrier og sætter Danmark på en grønnere retning.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier