FødevareWatch

Aktier/tendens: ISS og Novo kan komme i fokus efter analysenyt

Kursmålsændringer til ISS og Novo Nordisk kan tiltrække sig opmærksomhed ved handelsstart på det danske aktiemarked mandag, hvor der er et kortvarigt ophold i den danske regnskabsstorm.

Der er lagt op til en morgen med faldende aktier mandag, på trods af at de amerikanske aktier sluttede en spids højere fredag.

Det brede S&P 500-indeks steg 0,3 pct. fra torsdagens rekordniveau, mens teknologitunge Nasdaq igen vandt 0,5 pct., og Dow Jones gik marginalt op.

Der er omvendt fald på de asiatiske aktiemarkeder, hvor en ny udvikling i protesterne i Hongkong og nye økonomiske data fra Kina lægger et pres på de kinesiske aktiemarkeder.

Samtidig lurer usikkerheden om, hvorvidt USA og Kina kan nå til en delvis løsning på den langvarige handelsstrid, også i baggrunden.

Futures for de tre ledende amerikanske aktieindeks ligger også med fald på mellem 0,4 og 0,5 pct. forud for den danske handelsstart, ligesom den tyske DAX-future peger ned med 0,3 pct.

Dermed ser stemningen ud til at være vendt til en mere negativ af slagsen, efter at det danske eliteindeks fredag lukkede 1 pct. højere i 1195,87.

Dermed var indekset ellers blot et mulehår fra lukkerekorden på 1196,67, der blev sat tilbage i november 2017.

Ændrede kursmål for ISS og Novo Nordisk

På selskabsfronten har ISS fået sænket kursmålet hos Jefferies til 155 kr. fra 180 kr. Anbefalingen er fortsat ”hold”.

Aktien havde en hård sidste uge, da den onsdag blev banket ned med 20,1 pct., efter at selskabet nedjusterede forventningerne til regnskabsåret.

Torsdag og fredag genvandt aktien dog lidt af det tabte med plusser på 0,2 og 4 pct., og aktien sluttede i 151,30 kr. fredag.

Novo Nordisk har omvendt fået løftet kursmålet hos Deutsche Bank, hvor det nu er 360 kr. mod før 345 kr. Banken anbefaler stadig "hold" af aktien, der fredag steg 2,6 pct. til 389 kr.

Vindmølleproducenten Vestas kan også få del i opmærksomheden mandag, efter at selskabets tyske konkurrent Enercon oplever en "alvorlig" situation på hjemmemarkedet for landmøller i Tyskland.

Enercon har valgt at opsige samarbejdsaftaler med vigtige underleverandører, ligesom selskabet leder efter besparelser, skriver tyske DPA.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier