FødevareWatch

Aarhus Universitet vil rydde op i forskeres sjusk med rapporter

Forskere på Aarhus Universitet har ikke fortalt tydeligt nok, hvem der har bidraget til forskningsrapporter.

Foto: Ditte Lysgaard Holm/Ritzau Scanpix

Forskere på Aarhus Universitet har været for sjuskede og upræcise, når de har skullet angive, hvordan private virksomheder og interesseorganisationer har bidraget eller deltaget i forskningsprojekter.

Sådan lyder det fra prodekan Kurt Nielsen, der varsler en række tiltag for at undgå gentagelser i fremtiden, så der ikke sås tvivl om troværdigheden af forskningen.

Han har stået i spidsen for en undersøgelse af fem års forskningsrapporter, hvor eksterne parter har bidraget til forskningen på DCA på Aarhus Universitet.

Afdækningen har vist, at der i tre ud af 55 rapporter har været kritisable mangler i forklaringen af, hvordan henholdsvis Landbrug & Fødevarer, Danish Crown og Seges har bidraget til projekterne.

"Der har været et eksempel, hvor det ikke har stået, at en forfatter er fra landbrugsvirksomheden Seges. Det er en klar fejl. I de to andre mangler der en beskrivelse af, hvad de eksterne samarbejdspartneres rolle har været. I den ene står der slet ikke, hvilke eksterne partnere der er med. Det er en klar fejl," siger Kurt Nielsen.

Undersøgelse på universitet finder fejl og mangler i 34 ud af 55 rapporter

Undersøgelsen er sat i søen på bagkant af en omdiskuteret rapport om oksekøds klimabelastning, som har affødt hård kritik.

I 34 andre tilfælde er der fundet, hvad Aarhus Universitet betegner som mindre fejl eller sjusk.

Et eksempel er, at en række virksomheder har finansieret et projekt med en række forsøg, men at det ikke er udpenslet præcis, hvilket forsøg den enkelte virksomhed har bidraget med.

Et andet eksempel er, at en virksomhed er blevet takket for at have bidraget til et forskningsprojekt, men at det ikke har fremgået, at virksomheden har bidraget med data.

Eller at det i en kolofon bagest i en rapport har stået, at Miljø- og Fødevareministeriet har bestilt rapporten, selv om det i beskrivelsen og forordet er fremgået, at den er lavet i samarbejde med flere virksomheder.

Det skyldes, at forskeren har kopieret kolofonen fra et gammelt projekt.

"De her fejl har ikke på nogen måde influeret på forskningen eller produktet. Vi vurderer ikke fejlene som alvorlige, men det er mangler i forhold til at sikre transparens i vores forskning," siger Kurt Nielsen.

"Der har ikke været tilstrækkelig opmærksomhed om, at man skal beskrive, informere og deklarere om de eksterne samarbejdspartneres rolle."

"Man har haft mere fokus på kvaliteten af forskningen – det har vi ingen grund til at betvivle - men har ikke set, at man mangler en klar og tydelig deklarering af, hvordan samarbejdet specifikt er foregået," siger han.

Aarhus Universitet har på baggrund af undersøgelsen lavet en række nye tiltag, der skal sikre mere transparens i fremtiden.

Blandt andet skal der nu indgås kontrakter med alle private virksomheder eller organisationer, og al kommunikation bliver lagt frem, så der er åbenhed om eksterne samarbejder.

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier