FødevareWatch

Novozymes fastholder 2019-forventningerne efter tredje kvartal

Godt en uge efter den store nyhed om Peder Holk Nielsens tilbagetræden som topchef i Novozymes har selskabet fremlagt sine regnskabstal for årets tredje kvartal. Selskabet fastholder forventningerne til året efter nedjustering.

Foto: Novozymes/PR

Enzymgiganten Novozymes, der producerer enzymer, der vasker hvidt, får brød til at hæve og afgrøder til at vokse hurtigere, har i ugen efter meldingen om, at topchef Peder Holk Nielsen træder tilbage, leveret regnskab for tredje kvartal 2019.

Novozymes fastholder forventningerne til 2019 om en organisk salgsvækst på minus 2 til 0 pct., mens EBIT-marginen fortsat forventes at lande i intervallet 27-28 pct. Væksten i årets resultat forventes at ligge i intervallet minus 5 pct. til 0 pct.

Enzymgiganten nedjusterede forventningerne så sent som den 9. oktober. Det var den tredje nedjustering i år.

Novozymes kom ud af tredje kvartal med et overskud på 638 mio. kr. mod 807 mio. kr. i tredje kvartal 2018.

I tredje kvartal 2019 landede driftsoverskuddet (EBIT) på 852 mio. kr., hvilket svarer til en EBIT-margin på 23,0 pct.

I kvartalet sidste år fik Novozymes et plus på driften på 1041 mio. kr., hvilket svarede til en margin på 28,5 pct.

Fremgang for fødevarer og drikkevarer

Samlet omsatte koncernen i i tredje kvartal for 3,704 mia. kr., hvilket var knap 50 mio. kr. mere end sidste års tredje kvartal. Mens der var tale om en organisk vækst på 1 pct. i kvartalet, må koncernen for de første ni måneder af året notere sig en organisk tilbagegang på 2 pct. i forhold til 2018. Samlet har man i 2019 omsat for 10,643 mia. kr. frem til udgangen af september.

"Som meldt ud den 9. oktober, var udviklingen i de første ni måneder af 2019 dårligere end forventet. Og selvom vi opnåede organisk vækst i 3. kvartal, var der fortsat svære forhold på ethanolmarkedet i USA, svaghed på de globale landbrugsmarkeder og pres på stivelsesforretningen, som medførte, at vi nedjusterede forventningerne," udtaler Peder Holk Nielsen i en meddelelse.

"Vi er i gang med at implementere vores "Better business with biology"-strategioggør med pæne fremskridt for at sikre, at vi kan nå planen for perioden 2020-2022," hedder det videre fra den afgående topchef.

I divisionen Fødevarer- og drikkevarer blev omsætningen alene løftet med 29 mio. kr. til 1,074 mia. kr. i tredje kvartal, fremgår det af regnskabet. Her noterer man for de første ni måneder også en mindre tilbagegang på 1 pct.

"Salgsudviklingerne inden for føde-og drikkevareindustrierne var blandede i de første ni måneder af 2019. Drikkevarer samt fødevarer og ernæring bidrog positivt, mens der forsat var udfordringer inden for stivelse. Bageriforretningen opnåede vækst i 3. kvartal, men faldt samlet for de første ni måneder sammenlignet med samme periode sidste år," hedder det i regnskabet.

"Fødevarer og ernæring bidrog mest til væksten i de første ni måneder af 2019, drevet af kraftig efterspørgsel efter proteiningredienser og planteekstraktionsprodukter. Salget til drikkevarer klarede sig godt," skriver selskabet videre.

Analytiker: Ny topchef løser ikke nødvendigvis problemet

Novozymes-formand: Jagt på ny topchef startede for et stykke tid siden

Peder Holk Nielsen stopper som topchef i Novozymes

Stribe af nedjusteringer koster Novozymes-topchef jobbet

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier