FødevareWatch

Valuta: Brexit-udskydelse svækker pund

Britiske pund svækkes en anelse onsdag morgen efter tirsdagens brexitafstemninger i Underhuset i London, som endnu en gang har sendt Storbritanniens farvel-aftale med EU til tælling.

Det britiske parlament er stadig stærkt splittet om, hvordan og hvornår Storbritanniens exit fra EU skal foregå - og endda om det overhovedet kommer til at ske.

Godt nok støttede 329 parlamentsmedlemmer premierminister Boris Johnsons brexit-plan, mens 299 var imod, men til gengæld vandt Johnsons ekstremt stramme tidsplan for at afslutte lovgivningsprocessen på tre dage ikke gehør, da det blev nedstemt med 322 stemmer mod 308 stemmer.

Det er nu op til EU at beslutte, om en udskydelse af Storbritanniens frist den 31. oktober kan godkendes, hvilket ventes vedtaget, da Den Europæiske Union under ingen omstændigheder vil stå som eksponent for et britisk farvel uden en aftale.

"På nuværende tidspunkt er risikoen for et brexit uden aftale aftaget, men der er stadig politiske usikkerheder. Pund vil bevæge sig i et snævert interval for en tid," vurderer seniorstrateg Junichi Ishikawa fra IG Securities i Tokyo ifølge Reuters.

Pund styrkedes til 1,3000 dollar, da parlamentet godkendte Johnsons brexit-aftale, men valutaen faldt tilbage, efter afvisningen af tidsplanen.

Det er første gang, at Underhuset har signaliserede støtte til en aftale om, hvordan Storbritannien vil forlade EU, men advarsler fra Boris Johnson, inden afstemningerne om at han vil presse på for få et parlamentsvalg, hvis hans tidsplan blev nedstemt, tynger fortsat.

Pund koster onsdag morgen 1,2850 dollar og 1,1555 euro mod 1,2910 dollar og 1,1605 euro tirsdag eftermiddag.

Ny uro om handelsforhandlinger

Og mens slåskampen om brexit fortsætter i London, spejder de asiatiske investorer efter tegn på en optøning i den amerikansk-kinesiske handelskrig, der har kastet - og fortsat kaster - en skygge over de finansielle markeder og den globale økonomiske vækst.

Et fald i aktierne og renterne på T-bonds i Asien understreger investorernes modvilje mod at påtage sig store risici, mens brexit-sagaen udvikler sig, og USA og Kina forsøger at afslutte første fase af en handelsaftale inden et topmøde mellem Asien og Stillehavet i Chile i midten af november.

En Reuters-rapport melder om, at en af USA's præsident Donald Trumps handelsrådgivere vil forlade regeringen, hvilket kan give fornyet usikkerhed om de fremtidige handelssamtaler.

Euro koster onsdag morgen 1,1120 dollar mod 1,1130 dollar tirsdag, mens dollar står i 108,35 yen per dollar mod 108,55 yen tirsdag eftermiddag.

Nyt om brexit-aftale sender pund i limbo

Valuta: Ny brexit-usikkerhed svækker pund markant

Lange private label-kontrakter banker liv i Arlas britiske forretning

Over 1400 restauranter er gået konkurs i Storbritannien

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier