FødevareWatch

Novozymes-formand: Jagt på ny topchef startede for et stykke tid siden

"Jeg vil kalde det en proces, og der har også været en dialog med Peder, og vi er blevet enige om, at det er det rigtige for Novozymes og ham selv," siger Jørgen Buhl Rasmussen, der er bestyrelsesformand hos Novozymes.

Foto: Stine Bidstrup/ERH/Ritzau Scanpix

Novozymes satte allerede for et stykke tid siden gang i en proces med at finde en ny adm. direktør, der skal være med til at vende udviklingen i selskabet, der på det seneste har været præget af vækstudfordringer.

Det siger Jørgen Buhl Rasmussen, der er bestyrelsesformand hos Novozymes, til Ritzau Finans i forlængelse af selskabets meddelelse om, at topchefen, Peder Holk Nielsen, fratræder sin stilling.

"Det er altid en proces. I en bestyrelse diskuterer man altid, og succession er en vigtig del af vores agenda - både når du taler bestyrelse og ledelse. Det er en løbende diskussion i bestyrelsen, og på et tidspunkt konkluderer man, at det er tid til at kigge efter en forandring. Det var så det, vi gjorde med toplederposten, og vi satte gang i en proces med at rekruttere eksternt," siger Jørgen Buhl Rasmussen og fortsætter:

"På et senere tidspunkt er der også en proces og en dialog med Peder om, at det var det rigtige tidspunkt, at han træder tilbage, og vi får en ny på posten."

Er der tale om en fyring af Peder Holk?

"Jeg ved, at I gerne vil have de her ord. Jeg vil kalde det en proces, og der har også været en dialog med Peder, og vi er blevet enige om, at det er det rigtige for Novozymes og ham selv. Og sådan bør det også være," siger Jørgen Buhl Rasmussen.

Novozymes oplyste tirsdag formiddag i en meddelelse til fondsbørsen, at koncernens adm. direktør, Peder Holk Nielsen, fratræder sin stilling, når en afløser er fundet.

Det ventes at ske i starten af 2020, og det kommer til at være en ekstern kandidat, der heller ikke er en del af Novo-gruppen.

Startede ekstern proces for et par måneder siden

Ifølge bestyrelsesformanden blev processen med at lede efter en ekstern kandidat sat i gang for "en del måneder siden".

Han fortæller samtidig, at det aldrig har været planen, at Peder Holk Nielsen, der i dag er 63 år, skulle fortsætte mange år endnu som topchef hos Novozymes. Han blev udnævnt til adm. direktør i 2013.

"Der har været en klar aftale med Peder om, at det aldrig har været intentionen, at han skulle fortsætte, indtil han var 65 år. Så han ville nok være stoppet uanset hvad, før han blev 65 år," siger Jørgen Buhl Rasmussen.

Bestyrelsesformanden mener, at tidspunktet for at skifte ud på direktionsgangen er det helt rigtige, og det er der særligt to årsager til. Den ene er de seneste års vækstudfordringer, og den anden hænger sammen med Novozymes lancering af den opdaterede strategiplan i juni.

"Vi har ikke helt levet op til vores egne forventninger de seneste to til tre år, selv om vi har haft en organisk vækst på omkring 2-4 pct. - på nær i 2019. Vi har ikke været helt tilfredse, og det har været en drivkraft i den her proces," siger Jørgen Buhl Rasmussen.

"For mig og bestyrelsen var det også vigtigt på den baggrund at komme i gang med en strategiproces og dermed få udviklet en ny strategi og sat gang i implementeringen af den, før vi lavede et skifte på topposten. Havde vi lavet skiftet, inden vi startede strategiprocessen, havde det taget endnu længere tid at komme i gang," fortsætter han.

Han vurderer, at det kunne risikere at tage et år længere at offentliggøre strategiplanen, hvis selskabet skulle vente på, at en ny direktør var startet og klar til at tage del i planlægningen og udformningen.

Ny, ekstern direktør præsenteres om "kort tid"

Bestyrelsen er allerede "meget langt" i processen med at finde en afløser til topchefposten, og bestyrelsesformanden forventer at kunne offentliggøre navnet på den nye adm. direktør "inden for kort tid".

Allerede nu står det klart, at det blive en ekstern kandidat, der også er uden for Novo-gruppen, men formanden vil ikke fortælle meget mere om, hvem og hvad bestyrelsen har haft blikket rettet mod. Der er dog nogle kompetencer, som er vigtige at kunne krydse af, hvis en ekstern profil skal være interessant.

"Det er et faktum, at vi ikke har levet helt op til vores egne ambitioner, når vi taler toplinjevækst, men vi har levet op til dem med indtjeningen. Novozymes er et sted, hvor det vil være godt for os at få nogle lidt nye indspark ude fra, nogle nye idéer og en, der kan komme ind med en lidt anderledes lederstil og bringe noget nyt til topledergruppen, organisationen og forretningen," siger Jørgen Buhl Rasmussen og fortsætter:

"Vi skal meget gerne have en ind med stærke kompetencer, som har drevet en vækstagenda i en virksomhed, som også drives af innovation, og en med stærk kommerciel erfaring, som også har været vant til operationelt at eksekvere på mange ting. Det skal også være en person, der har en stærk og positiv lederstil."

Venter til årsregnskab med at oplyse omkostningerne

Bestyrelsesformanden takker også Peder Holk Nielsen, der har været en del af Novozymes i 35 år og heraf en del af ledelsesteamet i 25 år, for indsatsen hos den danske enzymkoncern, selv om det endnu ikke er tid til at sige helt farvel.

"Han har haft et meget stærkt kommercielt fokus i mange af de ting, han har gjort. Han var den, der fik os delt op i forskellige forretningsenheder, og vi fik et større fokus på kunderne. Peder har bidraget med rigtigt mange ting, men vi skal måske først snakke om det, når han stopper i begyndelsen af 2020," siger Jørgen Buhl Rasmussen.

Han afviser at oplyse, hvor meget skiftet på direktørgangen kommer til at koste for Novozymes, og han henviser i stedet til årsrapporten, der offentliggøres i starten af næste år.

Den kommende topchef hos Novozymes kommer desuden til at få en ny finansdirektør ved sin side. I august oplyste koncernen, at finansdirektør Prisca Havranek-Kosicek stoppede med øjeblikkelig virkning efter halvandet år på posten.

Kort tid efter kom det frem, at Lars Green, der indtil da var en del af Novo Nordisk, overtager posten.

Novozymes har på regnskabsfronten haft et par hårde måneder, og i sidste uge nedjusterede selskabet forventningerne til 2019 for tredje gang i år. Det skyldtes blandt andet volatile markeder inden for ethanol i USA.

Stribe af nedjusteringer koster Novozymes-topchef jobbet

Novozymes-direktør bliver på posten trods nedgang

Business-uddannede har fået øjnene op for danske ingredienskoncerner

Novozymes: Analytikere sænker kursmål på stribe efter nedjustering

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier