FødevareWatch

Højesteret afsiger historisk kendelse i brexitopgør

Storbritannien venter på afgørelse fra landets øverste domstol om suspendering af parlamentet.

Britisk premierminister Boris Johnson Foto: DON EMMERT/AFP / Ritzau Scanpix

Storbritanniens øverste domstol afsiger tirsdag formiddag en historisk kendelse om, hvorvidt premierminister Boris Johnsons beslutning om at suspendere det britiske parlament i fem uger var ulovlig.

Ministre i den konservative regering siger, at suspenderingen af parlamentet ikke er et anliggende for domstolene. Men kritikere siger, at premierministerens beslutning havde til hensigt at forhindre en grundig granskning af den konservative regerings brexitplan.

Kendelsen fra den britiske højesteret bliver afsagt klokken 10.30 i London - klokken 11.30 dansk tid.

Hvis beslutningen går imod Johnson, kan det betyde, at parlamentet bliver kaldt sammen øjeblikkeligt.

Regeringen har sagt, at den vil respektere højesteretskendelsen. Men Johnson, som er i New York til FN's klimatopmøde, har afvist, at han vil udelukke et forsøg på at suspendere parlamentet endnu engang, hvis kendelse går mod ham.

Til et spørgsmål om, hvorvidt han vil træde tilbage, hvis højesterets afgørelse går imod ham, siger Johnson til BBC:

"Jeg vil vente og se, hvad afgørelsen bliver. Regeringen respekterer domstolene fuldt og helt."

Parlamentet står for øjeblikket først til at blive samlet igen den 14. oktober. Brexit-datoen er den 31. oktober.

Domstolen har ved en tredages høring taget stilling til to appelsager. Den ene fra forretningskvinden Gina Miller, og den anden fra regeringen.

Miller har indledt en appelsag, efter at en lavere domstol afsagde en kendelse om, at suspenderingen af parlamentet "udelukkende var politisk" - og ikke en anliggende for domstolene.

Regeringens appelsag er rejst, efter at Skotlands øverste domstol havde kendt suspenderingen af det britiske parlament for ulovlig. Domstolen kaldte det et forsøg på at "beskære" parlamentets indflydelse.

"Det er ikke lette spørgsmål at afgøre, og vi vil nu tage stilling til argumenter," sagde højesterets ordfører torsdag i sidste uge.

Regeringen har hævdet, at den fem uger lange lukning af parlamentet - den længste i 50 år - i praksis ikke havde nogen større betydning, da der stadig er god tid til at debattere brexit.

Modstanderne er stærkt uenige.

"Når ens premierminister stiller parlamentet ud på sidelinjen, når det passer ham, så begynder det at føles, som om vi lever i et diktatur og ikke i demokrati," siger Naomi Long fra det nordirske Allianceparti til det svenske nyhedsbureau TT.

Britisk fiskeret er truet af brexit

Britiske virksomheder hamstrer alkohol inden Brexit

Positive toner fra Juncker: Tror på en brexit-aftale

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier