FødevareWatch

Kød med kødklister kan sælges lovligt i Danmark trods forbud

Tilsætningsstoffet thrombin blev forbudt i 2010, men kan alligevel tilsættes i kød og sælges i danske supermarkeder.

Foto: Tina Nielsen

Når danske forbrugere køber og spiser kød, kan de ikke vide, om kødet indeholder thrombin bedre kendt som kødklister.

Stoffet, der kan ”lime” kød sammen, blev ellers forbudt for ni år siden. Men en smart fidus gør det muligt for kødindustrien at bruge al den thrombin de vil i deres kød og sende det ud i de danske supermarkeder.

Forargelsen var ellers stor, da debatten om kødklister rasede i Danmark tilbage i 2010.

Danskerne havde ikke lyst til at sætte tænderne i kød, der var klistret sammen, og politikerne fulgte trop og krævede et forbud.
Ikke alene i Danmark, men i hele EU blev tilsætningsstoffet thrombin forbudt, efter Europa Parlamentet stemte nej til at godkende thrombin. En sejr for forbrugere og folkevalgte, der gik ud fra, at thrombin i kød var et afsluttet kapitel.

Nyt navn – nye regler

Men som DR’s forbrugerprogram Kontant i dag kan afsløre, er sandheden en anden.

De virksomheder, der fremstiller thrombin, ændrer på et tidspunkt betegnelsen, så det ikke længere er et tilsætningsstof, men et enzym, og så skal det ikke stå på ingredienslisten.

Der er ingen fælles regler for enzymer i EU. I Danmark er det således fortsat forbudt at anvende thrombin i kød. Men i stort set alle andre EU-lande er det tilladt, så i princippet kan en dansk gris køres til slagtning i Polen. Stykker fra grisen kan klistres sammen med thrombin til et kødprodukt og sendes retur til danske supermarkeder.

"Vi vil ikke have, at industrien bruger thrombin i Danmark, men vi er nødt til gensidigt at anerkende de fortolkninger, der er rundt omkring i Europa. Det er sådan, reglerne er," siger Henrik Dammand, der er kontorchef for Kemi & Fødevarekvalitet i Fødevarestyrelsen.

Vil ikke oplyse om brug af thrombin

Han medgiver, at forbrugerne ikke har mulighed for at gennemskue, om der er thrombin i det kød, de spiser.

"De ved, om de køber sammensat kød eller ej, for det er den oplysning, de har krav på. Men de ved ikke, om det er sammensat med thrombin," siger Henrik Dammand.

Alle de supermarkeder Kontant har talt med oplyser, at de - så vidt de ved - ikke sælger kød med thrombin. Deres produkter er sammensat ved hjælp af andre metoder, oplyser de. Det samme oplyser landets største slagteri Danish Crown.
De tyske og polske slagterier, der laver kødprodukter til det danske marked, ønsker ikke at oplyse, om deres produkter indeholder thrombin.

Minister: Hold øje med mærkningen

Som forbruger skal du altså holde øje med, om der på produktet står, at det er ”sammensat af stykker af kød”, hvis du helt vil undgå kødklister.

Samme melding kommer fra fødevareminister Mogens Jensen (S).

"Jeg har forståelse for, at mange forbrugere ikke ønsker thrombin i deres mad. Jeg vil opfordre til, at man ser efter mærkningen 'sammensat af stykker af kød', hvis man vil undgå thrombien eller andre stoffer med samme funktion," skriver ministeren i en mail til Kontant.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzau Bureau på vegne af DR)

Nye tal: Svinepest i Danmark vil koste producenter milliarder

Danish Crown vil sælge direkte til forbrugeren via ny webshop

Danish Crown går ud i markedet med hybridbøffer

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier