FødevareWatch

Danish Crown sælger nødlidende britisk forretning

Danish Crown tager nu konsekvensen af de massive britiske problemer og sælger Tulip Limited til børsnoteret amerikansk koncern. Samlet indbringer salget den danske koncern 2,4 mia. kr., men trods det står Danish Crown tilbage med et britisk tab på 500 mio. kr.

Foto: Finn Frandsen

Efter flere års massive udfordringer med at få den britiske Tulip Limited-forretning tilbage på sporet, sælger Danish Crown nu sit datterselskab til en samlet salgssum på 2,4 mia. kr.

Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse.

Køberen er amerikanske Pilgrims Pride Corporation, som er noteret på børsen i New York.

"Pilgrims Pride Corporation er i forvejen en stærk spiller på kylling i Storbritannien, og de vil gerne styrke deres position indenfor grisekød og kan give Tulip Limited det løft, som virksomheden og medarbejderne fortjener. Omvendt vil vi gerne forenkle vores britiske forretning, så derfor er det en handel med perspektiv for begge parter," udtaler Jais Valeur, adm. direktør i Danish Crown.

For de 2,4 mia. kr. overtager Pilgrims Pride 12 fabrikker og i alt 6000 medarbejdere i Storbritannien.

Tulip investerer 83 mio i at skabe "Storbritanniens førende baconfabrik"

Danish Crown skal fortsat levere danske råvarer til de fabrikker, der producerer dansk bacon og dansk skinke til de britiske supermarkeder og står samtidig frit i forhold til at levere råvarer til den øvrige britiske forædlingsindustri.

"Vi har gennem tre år arbejdet målrettet på at genskabe indtjeningen i Tulip Limited. Vi er nået så langt, at vi i det kommende regnskabsår forventede igen at tjene penge, men omvendt har vi også konstateret, at det vil kræve fortsatte investeringer at få indtjeningen op på det niveau, hvor vi var frem til 2015. Samtidig ville det fortsat trække betydeligt på koncernens samlede ledelsesressourcer, så på den baggrund er jeg sikker på, at vi gør det rigtige for Danish Crowns ejere, de danske landmænd," siger Jais Valeur.

Ifølge koncernen selv ligger salgssummen under den bogførte værdier i Tulip Limited, så Danish Crown kommer til at realisere et tab på cirka 500 mio. kr. som følge af salget.

Tulip Limited har i de seneste tre regnskabsår påført Danish Crown et samlet driftsunderskud på i alt 802 mio. kr., og indregner man nedskrivninger og finansielle udgifter har det totale underskud før skat for de tre år været 1,4 mia. kr., skrev Finans.dk tidligere på sommeren.

Topchef Jais Valeur har tidligere forsøgt at vende forretningen i Storbritannien ved i en periode at sætte sig selv i direktørstolen, men isoleret til 2018 måtte han og resten af Danish Crown notere sig et underskud på omkring 316 mio. kr. på driften. Oven i det kom så nedskrivninger på 288 mio. kr. og finansielle udgifter på 115 mio. kr., skrev Finans.dk ligeledes.

Eksporten fastholdes

Udover Tulip Limited, som har stået for salget til detailhandlen, og som har været hårdt ramt af en række mistede kontrakter, har slagterikoncernen også datterselskabet Danish Crown UK. Her har man ansvaret for salg af danske råvarer til den britiske forædlingsindustri, herunder til Tulip Limited, og som sådan bliver den del ikke påvirket af salget til Pilgrims Pride.

"Vi eksporterer årligt for op mod 4 mia. kr. til Storbritannien, og det har været helt centralt for os, at den eksport ikke handicappes fremadrettet. Vi vil fortsat levere en stor del af det grisekød, der sælges i den britiske detailhandel, og samtidig har vi stadig muligheden for at udvikle vores forretning indenfor salg af råvarer til forædlingsindustrien og faktisk også foodservice-segmentet, hvor der fortsat er vækst," siger Jais Valeur.

Salget af Tulip Limited til Pilgrims Pride Corporation er betinget af godkendelse fra relevante konkurrencemyndigheder.

Mens det altså har været mere end svært for Danish Crown at få genskabt den forretning, som tidligere har været yderst lukrativ for slagterikoncernen og ikke mindst ejerne i form af andelshaverne, så ser Pilgrims Pride muligheder i Tulip Limited.

"Vi er glade for at kunne styrke vores europæiske forretning med købet af Tulip Limited, som positionerer Pilgrims Pride Corporation som en førende spiller globalt. Tulip Limiteds integrerede produktion, viden om innovation, velinvesterede produktionsanlæg, relationer til kunder og stærke lederteam vil cementere vores platform for vækst på det attraktive marked i Storbritannien," udtaler Jayson Penn, adm. direktør i Pilgrims Pride Corporation.

Danish Crown: Hårdt brexit kan presse priserne på oksekød

Et tysk slagteri lukker om dagen: Slagter vil bremse nedgang med pølsehotel

Danish Crown vil sælge direkte til forbrugeren via ny webshop

Danish Crown-direktør: Vi skøjter på tynd is

Danish Crown reducerer antallet af fyresedler i Horsens med 50

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier