FødevareWatch

Fødevarestyrelsen holder øje med skandaleramt café, efter den er solgt

Fødevarestyrelsen holder et vågent øje med Café Dan Turèll, selvom den har skiftet ejer.

Foto: Niels Ahlmann Olesen/ Ritzau / Scanpix

Café Dan Turèll er kendt for at være en af Københavns ældste caféer. Men de senere år har caféen fået oparbejdet et særdeles blakket ry.

Alene denne sommer har den navnkundige café fået intet mindre end fire sure smileys, stribevis af bøder og er samtidig blevet politianmeldt af Fødevarestyrelsen.

Men det er tilsyneladende ikke kun Fødevarestyrelsen, der har fået nok. Fredag kunne Restaurantmægleren således bekræfte, at caféen var blevet solgt og dermed ikke længere tilhører den 23-årige, mystik-omspundne konkursrytter Kyle Sciberras fra Malta, som overtog caféen fra den bedrageridømte, detroniserede cafékonge Bahram Sari Beliverdi.

Hvem den nye ejer er, har Restaurantmægleren ikke villet oplyse over for TV 2 Lorry. Men vedkommende kommer ikke til at slippe for Fødevarestyrelsens skærpede fokus lige foreløbig, oplyser Michael Rosenmark, chef for Fødevarestyrelsens Rejsehold.

"Selvom caféen er solgt, så fortsætter vi med at holde øje med den og sørger for, de kommer godt fra start. Og hvis vi får fornemmelsen af, at det er samme klientel, som står bag, men at de blot har fået et nyt cvr-nummer, så vil vi være ekstra opmærksomme på, hvad der foregår," siger han til TV 2 Lorry.

Holder vågent øje

Hos Fødevarestyrelsen er man endnu ikke bekendt med, hvem der har købt den historiske café i Store Regnegade. Men ifølge Michael Rosenmark vil man fra styrelsens side holde vågent øje med ejerskiftet, og hvem den nye ejer er.

"Hvis det er anden type ejer, som har en velfungerende kæde, så vil vi være knap så bekymret. Men vi er egentlig lidt ligeglade med, hvem der står registreret som ejer. Vi fortsætter vores indsats, indtil der er rettet op, og tingene kører efter reglerne," siger han.

Fødevarestyrelsen har politianmeldt Café Dan Turèll for omfattende brud på fødevarelovgivningen. Fødevarer, som caféen ikke har kunnet redegøre for, er blevet beslaglagt og destrueret, fordi de udgjorde en risiko for kundernes sundhed, og yderligere er der ved flere kontrolbesøg konstateret massive problemer med håndteringen af fødevarer, egenkontrol samt ophængning af tidligere kontrolrapporter.

Cafe Dan Turèll blev for nylig sat til salg, da den nuværende forpagter ønskede at udnytte sin afståelsesret. Udbudsprisen lå på 1.998.000 kr. for de 250 kvadratmeter. Dertil kom en månedlig husleje på 75.000 kr.

Det er ikke lykkedes TV 2 Lorry, at finde ud af, hvem der har overtaget caféen. Det er ligeledes ikke lykkedes at komme i kontakt med den tidligere ejer Kyle Sciberras.

Ifølge Berlingske har den 23-årige malteser i skrivende stund stiftet syv virksomheder og haft direktionsposter i 18 selskaber.

Det er dog med svingende held, at den unge mand har dyrket iværksætterlivet i Danmark. En lang række af disse selskaber er nemlig gået konkurs.

Cafe Dan Turrèl slog første gang dørene op i 1977. Siden da har caféen skiftet hænder adskillige gange.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzau Bureau på vegne af TV2 Lorry).

Fødevarestyrelsen politianmelder kendte spisesteder i København

Flere københavnske spisesteder politianmeldt

Kendt cafe trodsede Fødevarestyrelsens påbud

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier