FødevareWatch

Stor international vegansk messe rykker ind i Kødbyen

For første gang kommer en stor vegansk messe kaldet Veggieworld til Skandinavien, nærmere bestemt til Kødbyen i København. Her kan forbrugere og erhvervsliv opleve over 80 forskellige udstillere, og virksomheder kan afprøve nye produkter.

Foto: PR-foto: Likemeat

Udviklingen går stærkt i den plantebaserede verden for tiden, og nu skal en stor vegansk messe indtage Kødbyen i København. Engang blev Øksnehallen på Kvægtorvet brugt som stald til kvæg inden slagtning, men til efteråret rykker den internationale veganske messe Veggieworld ind i lokalerne.

Her kan forbrugere finde inspiration til grønnere måltider blandt 80 forskellige udstillere med smagsprøver og salg, lyder det i en pressemeddelelse.

Veggieworld kommer til Danmark 2.-3. november. Messen afholdes allerede i en række lande, og den kommer til Danmark i et samarbejde med Dansk vegetarisk Forening, som har udsendt meddelelsen.

"Vi er meget glade for at kunne byde Veggieworld velkommen til Danmark og dermed give både erhvervslivet og borgerne en mulighed for at opleve et slaraffenland af nye produkter inden for disse års og fremtidens vigtigste vækstområde inden for fødevarer," udtaler Mie Nordly, erhvervschef i Dansk Vegetarisk Forening og den danske koordinator for messen, i meddelelsen.

Virksomheder får muligheden for personlig kontakt med forbrugerne, og derfor kan de med fordel teste nye produkter, lyder det. Indtil videre har 20 virksomheder booket en stand, fremgår det. Messen er ydermere åben for restauratører, detailhandlere og grossister, hvis de skulle være interesseret, fremgår det.

Der vil også være et sceneprogram med foredrag, madlavningsshows og debatter.

Dansk Vegetarisk Forening arbejder tæt sammen med det tyske selskab Wellfairs, som afholder Veggieworld verden over.

Beyond Meat fortsætter stigning på børsen til nyt rekordniveau

Plantebranchen vil have fair konkurrence mellem kød og planter i EU

Fremtidens kødproduktion deler partierne

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier