FødevareWatch

Danske chokoladeproducenter blev udfordret på bundlinjen i 2018

De danske producenter af premium-chokolade har over en bred kam set bruttofortjenesten vokse i 2018. Men ifølge en gennemgang, som FødevareWatch har foretaget, er den fremgang ikke smittet af på alle bundlinjer.

Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

2018-sommeren var på mange måder en chokoladefjendtlig en af slagsen, og en gennemgang af regnskabstallene fra otte konfekture- og chokoladeselskaber af forskellig størrelse, som FødevareWatch har foretaget, viser, at omkring halvdelen af selskaberne har haft udfordringer med at øge den bundlinje.

I størstedelen af ledelsesberetningerne fra de otte selskaber bliver den meget varme og lange sommer i 2018 gjort til den klare skurk, der stod i vejen for at den generelle vækst i sektoren ikke affødte fremgang på resultatlinjerne.

"Man kunne jo ikke købe en æske chokolade og gå fra butikken til bilen, uden den var smeltet," skriver John Aslak Jensen fra Aalborg Chokoladen i en mail til FødevareWatch.

I sidste ende kunne han i front for sin chokoladeforretning se, at sommeren sammen med højere afgifter i Norge trak både top og bund ned i 2018-regnskabet.

Hos Spangsberg og flødebollerne var der ikke en egentlig tilbagegang at spore, men med en fremgang på bundlinjen på kun 4 pct. til 1,3 mio. kr. er Michael Spangsberg heller ikke tilfreds med året.

"2018 var noget bras på grund af fem måneders sommer med varmerekord," skriver han i en mail til FødevareWatch.

De høje sommertemperaturer trak også veksler hos den prisvindende chokolademager Friis-Holm Chokolade, hvor varmen gav deciderede problemer i produktionslokalerne. Anført af Mikkel Friis-Holm skriver ledelsen i sin beretning for 2018:

"Vi måtte lave et længere produktionsstop – og omarbejde eksisterende lager. Vi har haft et tab på omkring t. kr. 250 på grund af det".

Problemerne til trods reducerede producenten fra Kirke Såby det negative 2017-resultat med 1 mio. kr. til et samlet underskud på 313.543 kr.

Store producenter - stor tilbagegang

Større producenter som Summerbird og Peter Beier Chokolade har også måttet se dele af bundlinjerne smelte væk, men også hos den lidt mindre Sv. Michelsen var der tilbagegang.

Hos Peter Beier Chokolade var direktøren med samme navn træt af den usædvanlige varme sommer i 2018. Den var ifølge ham årsagen til nedgangen, som blev på i alt 1,3 mio. kr., og han var ikke sen til at dreje snakken over på kommende tiltag, da FødevareWatch tidligere på året talte med ham i forbindelse med regnskabet.

Et markant fald finder man også hos økologiske Summerbird, der ledes af Michael Grønlykke. Her rykkede man tilbage til 3,7 mio. kr. fra 2017's overskud på 11,6 mio. kr.

Hos Sv. Michelsen, der allerede afleverede sit regnskab for 2017/18 i december, blev det forrige resultat på 924.161 kr. reduceret til en bundlinje på kun 22.123 kr.

"Det var en vild sommer med fem måneders varmt vejr. Det var ren force majeure, og det påvirkede både top- og bundlinje. Når det er sagt, er vi meget tilfredse, fordi vi trods det har haft en pæn vækst," sagde han til FødevareWatch, da regnskabet lå klar.

Den markante tilbagegang skyldes dog også bl.a. omlægning til 100 pct. glutenfri produkter, forklarede han videre.

I den mere positive ende finder man den gamle producent og butiksindehaver Frellsen. Et selskab, der med sine omkring 40 butikker i hele landet foruden chokolade også sælger kaffe og is, og netop det faktum slog også igennem i tallene, hvor man sidste år kunne se den endelige bundlinje vokse til det dobbelte af de 7,2 mio. kr. i 2017.

Plus på fortjenesten

Mens bundlinjerne generelt havde det svært i 2018, har det over en bred kam forholdt sig anderledes positivt med bruttofortjenesten hos flere af producenterne. Topscoreren er her Friis-Holm Chokolade, der går frem med over 100 pct. fra 1,34 mio. kr. til 2,95 mio. kr.

Det forklarer ledelsen med et større salg af egen chokolade og øget salg af chokolade til couverture og videre forarbejdning.

Den sydsjællandske chokoladeproducent Økoladen og Spangsberg i Taastrup følger efter med vækst på henholdsvis 32 og 16 pct.

Hedebølge trak skummet ud af Sambas flødeboller i 2018

Fynsk chokoladefabriks overskud er smeltet væk

Kendt chokolademand har kurs mod første overskud

Overskuddene falder: Mindre luksus til fabrikanter af luksuschokolade

Sjællandsk chokolademager brugte 2017 på at puste ud

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier