
Planerne om at høste store gevinster ved at sammenkøre Meyers og Løgismose, efter kapitalfonden IK Investment partners købte dem begge, er ikke gået igennem. Synergieffekterne er udeblevet, og det samme er den forventede vækst i omsætning og indtjening.
Det får Claus Meyer, stifteren af Meyers og nuværende medejer samt bestyrelsesmedlem for Løgismose Meyers, til at tvivle på, om IK Investment Partners er den rette ejer af virksomhederne.
Det siger han til Børsen.
"Vi har endnu ikke været i stand til at få det fulde udbytte ud af sammenlægningen af de to virksomheder. På det grundlag er jeg ikke overbevist om, at virksomheden har haft det bedst mulige ejerskab," forklarer han og peger på, at både omsætningen og driftsindtjeningen har ligget fladt på henholdsvis 1,1 mia. og 40 mio. kr.
Claus Meyers udtalelser kommer efter FødevareWatch har beskrevet, at Løgismose og Meyers igen skulle opspaltes i to forretninger. I hvert fald udadtil. Og med den samt de sidste par års ledelsesrokader står det klart, at der er uenighed om strategien for de to brands, og hvordan de to brands skal bestyres. Men selvom Claus Meyer er utilfreds med det hidtidige forløb, så ønsker han ikke at pege fingre, og påpeger, at han også selv har siddet med en del af ansvaret, da han er en del af bestyrelsen.
Efter massive udfordringer spaltes Løgismose og Meyers igen i to forretninger