FødevareWatch

Klimatænketank: Drop tre af fire kødmåltider

Uanset om du kører i elbil eller drømmer om teknologiske klimafix, så er der ingen vej uden om at ændre madvanerne.

Foto: Scott Applewhite/AP Photo/Polfoto

En gennemsnitlig dansker spiser dagligt i snit 115 gram kød fra firbenede dyr. Dertil kommer 29 gram kylling og 376 gram mælk, yoghurt og ost. Det skriver Politiken mandag.

Men skal der være mad til alle, når vi når årstallet 2050 – uden at alle planetens skove er fældet for at gøre plads til landbrug, og uden at klodens temperatur går amok – så skal der skrues kraftigt ned for de animalske ingredienser i den mad, vi sætter på bordet.

Det viser en rapport om klimavenlig mad, som den klimapolitiske tænketank Concito udgiver mandag. Rapporten bygger på både dansk og international forskning i fødevarernes klimabelastning.

"Vi spiser alt for meget kød, mere end gennemsnittet i EU, så danskernes samlede kødforbrug bør skæres ned til en fjerdedel af, hvad det er i dag. Folk undrer sig nogle gange over, at Concito lægger så stor vægt på fødevarer, men de er den næststørste belastning af klimaet, kun overgået af energiforbruget. Vi kan ikke løse klimakrisen uden at se på vores madvaner," siger Michael Minter, rapportens forfatter og programleder for Concitos program om fremtidens fødevarer.

En fjerdedel svarer til knap 30 gram om dagen af det røde kød, som belaster mest, det vil sige kød fra okse, lam og svin. Fjerkræ belaster mindre.

Hvad angår mælk, yoghurt og ost, bør vi ikke spise mere end 250 gram dagligt, altså 126 gram mindre, end gennemsnitsdanskeren gør hver dag.

Jordens har brug for mere mad

Det er enorme problemer, der skal løses, opsummerer rapporten.

Landbrug og skovbrug står for cirka 25 pct. af CO2-udledningerne i verden. Men Jordens befolkning forventes at nå knap 10 milliarder mennesker i 2050, og FN’s fødevareorganisation FAO estimerer, at klimabelastningen fra fødevareproduktion kan blive mere end fordoblet.

"Den store udfordring er, at vi skal brødføde næsten dobbelt så mange, samtidig med at fødevareproduktionen er nødt til at give et langt mindre klimaaftryk," siger Michael Minter.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Politiken)

Kristian Jensen: Selskaber som Arla og Danish Crown gør det muligt at nå verdensmålene

Økologisalget voksede 20 procent i Rema 1000

Dansk landbrugskoncern sælger CO2-neutralt kød til Netto, Aldi og Tesco

Detailkæderne erkender: Gode klimaråd til forbrugerne er ikke nok

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier