
Arla Danmarks salg af økologiske produkter steg i 2018 med seks pct. og sendte dermed mejerikoncernens økologiske omsætning over en millard kroner - helt præcist til 1,047 mia. kr. Det skriver Berlingske.
Arla runder dermed også en milepæl efter at have igangsat en stribe initiativer for at nå sine økologimål, heriblandt at øge økosalget, for 2020.
"Jeg er selvfølgelig glad for, at vi allerede nu runder en økologisk omsætning på 1 mia. kr. Og pilen peger opad. Det understreger, at vi har ramt plet med Arlas økostrategi om større udvalg og tilgængelighed af økologiske produkter for danskerne," siger landedirektør i Arla Danmark, Jakob B. Knudsen, i en pressemeddelelse, skriver Berlingske.
Økostrategien blev lanceret i 2015 med en ambition om at øge økosalget med 50 pct. fra daværende tidspunkt inden 2020, hvilket svarer til en omsætning på 1,2 mia. kr., skriver Berlingske. Det vil sige, at Arla nu er 7 pct. fra at nå målet.
Økologisk mælkeproduktion når rekordhøjt niveau i 2018
Nye kinesiske regler hev tæppet væk under Arlas vækst i 2018