FødevareWatch

Arla følger trop: Vil være klimaneutral i 2050

Mejerikoncernen Arla vil reducere udledningen af drivhusgas med 30 pct. per kilo mælk inden 2030. I 2050 skal mælk, ost og yoghurt produceres med en netto-nuludledning.

Foto: Arla

Andelskoncernen Arla har som Danish Crown og Carlsberg en ambition om at producere med en netto-nuludledning i 2050.

Det oplyser mejeriselskabet i en pressemeddelelse.

"Vi vil som det førende internationale andelsselskab med 10.300 landmænd og måske den mest omfattende viden om mælke- og mejeriproduktion i Nordeuropa fremskynde omstillingen til bæredygtig mælkeproduktion. Vi har i mange år arbejdet med bæredygtighed, og vi skal gøre mere og arbejde hurtigere, særligt for at bekæmpe klimaforandringerne, der påvirker alle på jorden, ikke mindst os landmænd," siger mælkeproducent og formand for Arla Foods, Jan Toft Nørgaard, i meddelelsen.

Målet er at reducere udledningen af drivhusgas med 30 pct. pr. kilo mælk inden 2030 og arbejde hen imod netto-nuludledning inden 2050. Den nye strategi dækker hele værdikæden og omfatter områderne klima, luft, vand og natur.

"Med styrket opbakning fra vores landmænd står vi i en endnu stærkere position til at sikre, at forbrugerne bevarer tilliden til mejeriprodukter som en del af en sund og bæredygtig kost, også i fremtiden," siger topchef Peder Tuborgh.

Målet gælder alle Arlas markeder, men alt efter de lokale forhold når nogle lande måske målet tidligere end 2050.

"Vi har ikke alle svarene endnu, men vi rækker nu ud til vores landmandskolleger, ikke mindst den yngre generation, til industrien, uddannelsesinstitutioner og regeringer for at samarbejde og få nye idéer, som kan fremme omstillingen til et mere bæredygtigt landbrug og fødevareproduktion," siger Jan Toft Nørgaard.

Peder Tuborgh fortæller videre, at Arla fra dags dato vi gå i dialog med en gruppe af koncernens mest progressive landmænd i både Danmark og Sverige for at tilbyde mere bæredygtig konventionel og økologisk frisk mælk, der sætter en højere standard for klima, dyrevelfærd og gårddrift.

Det vil medføre nye produkter, der bliver lanceret under mærkerne Arla 24 i Danmark og Arla Ko i Sverige.

Metangas kan reduceres

Størstedelen af den samlede CO2-udledning fra mejeriværdikæden stammer fra gårdene. Af indlysende grunde er det ikke muligt helt at eliminere udledningen af metangas fra køer, men den kan reduceres væsentligt, eksempelvis gennem optimeret fodersammensætning, hvilket er et forskningsområde, Arla investerer i. For at mindske udledningen er det en vigtig del af strategien at samarbejde med landmændene om at måle og øge mængden af CO2, der opfanges og lagres i jorden. På den måde kan landmændene bidrage positivt., hedder det.

Mejerikoncernen oplyser, at Arla-landmænd siden 1990 har reduceret udledningen pr. kilo mælk med 24 pct, mens CO2-udledningen fra Arlas aktiviteter, herunder emballage og transport, er reduceret med 22 pct. siden 2005 – selvom Arlas mælkeindvejning i samme periode er vokset med over 40 pct.

Ifølge en ny analyse fra FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) fortsætter verdens mælkeproduktionen med at blive mere effektiv og bæredygtig med et samlet globalt gennemsnit på 2,5 kg CO2 pr. kilo mælk. Arla-landmænd bidrager til dette resultat med en gennemsnitlig emissionsintensitet på 1,15 kg CO2 pr. kilo mælk, hvilket er ca. halvdelen af det globale gennemsnit.

Arla vil opprioritere bæredygtighed i 2019

Udledningen skal halveres: Dansk slagterigigant vil være verdensmester i bæredygtighed

Carlsbergs grønne omstilling rykker mod ukendt land: "Vi skal blive ekstremt meget klogere for at komme i mål"

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier