FødevareWatch

Kohberg afskediger topchefen - sjette udskiftning på otte år

Peder Christensen er færdig som adm. direktør i Kohberg efter knap tre år på posten. Brødkoncernen har været præget af hyppige udskiftninger.

Kohberg har afskediget adm. direktør Peder Christensen.

Det oplyser brødkoncernen i en pressemeddelelse.

Med opsigelsen bliver han den sjette direktør, frivilligt eller ufrivilligt, til at forlade posten som topchef i selskabet siden 2011.

I stedet overtager René Normann Christensen, som kommer fra et job som adm. direktør for Glunz & Jensen Holding A/S. Han tiltræder mandag 4. marts.

FødevareWatch har været i kontakt med Peder Christensen, der oplyser, at han ikke har nogen kommentar til afskedigelsen.

Af meddelelsen fremgår det, at bestyrelsen i Kohberg har vurderet, at der skal nye kompetencer til for at sikre Kohbergs udvikling og sikre en rentabel virksomhed.

"Først og fremmest vil vi gerne takke Peder Christensen for det store arbejde og den kæmpe indsats, han har ydet for Kohberg gennem årene. Både som operationel direktør og siden 2016 som adm. direktør. Peder har været med til at samle og fokusere Kohberg - og ikke mindst indsatsen omkring produktkvalitet og den nye brandstrategi, som netop er blevet lanceret," siger bestyrelsesformand Erik Sandberg i meddelelsen.

FødevareWatch forsøger at få uddybende kommentarer fra bestyrelsesformand Erik Sandberg og den nye topchef René Normann Christensen.

Ud af de seks direktør-udskiftninger var den ene gang dog ejeren, der blev indsat midlertidigt.

Pres på marginer og underskud

Peder Christensen har været topchef for Kohberg i en svær tid for forretningen. Han kom til i september 2016 og afsluttede det første regnskabsår med et underskud på 28,3 mio. kr.

I det seneste offentliggjorte regnskab for 2017 lykkedes det dog at forbedre bundlinjen markant. Samlet var underskuddet på 5,7 mio. kr., hvilket var en kraftig fremgang på hele 22,6 mio. kr. i fohold til det miserable 2016.

"Det er selvfølgelig ikke tilfredstillende, at vi ikke kan omsætte en omsætning på 928 mio. kr. til et positivt resultat, men vi har taget hul på den rigtige rejse," sagde Peder Christensen i den forbindelse til FødevareWatch.

I januar 2019 fortalte afgående direktør Peder Christensen til Jyske Vestkysten, at Kohberg også i 2018 havde underskud.

"Det er et benhårdt og ekstremt presset marked, men vi håber, at vi her i 2019 vil komme til at se et positivt resultat af en række investeringer, vi har gjort i 2018," siger Peder Christensen til avisen, hvor han også tilføjede, at man i år håber at kunne løfte sin markedsandel på 18 pct.

Kohberg-chef håber på sorte tal efter 2019

Markante udskiftninger i Kohbergs bestyrelse

Kohberg sletter stor del af mørkerødt 2016-minus

Kohbergs ejere efter ny direktørfyring: Det er ufatteligt

Mere fra FødevareWatch

I Ovodan har man gjort æg til en global milliardforretning

Det fynske æggepulverselskab Ovodan Egg Group er markedsledende i flere lande og buldrer i disse år frem i Kina. I år har selskabet, der er ejet af Stadil-konglomeratet Thornico, en børsnotering i kalenderen, som skal fremme væksten yderligere.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier