FødevareWatch

Arosrugbrødet vender tilbage: Utroligt at der skulle en shitstorm til

Efter 14 dages shitstorm ændrer Lagkagehuset mening og giver forbrugerne det originale Aros-rugbrød tilbage.

Foto: PR

"Vi genintroducerer det klassiske Aros-rugbrød i Aarhus," skriver Lagkagehuset Langenæs i et opslag på Facebook fredag eftermiddag.

Dermed vender bageriet på en tallerken efter flere måneders kundeutilfredshed og godt to ugers shitstorm på sociale og landsdækkende medier.

"Det skulle de have gjort med det samme," siger Ditte Keinicke til TV2 Østjylland. Hun er én af de mange utilfredse kunder, som savnede Aros-rugbrøddet og ikke følte sig hørt af Lagkagehuset Langenæs.

"Det er utroligt, at de skulle ud i en shitstorm, før de nåede dertil, synes jeg," tilføjer hun.

Følte sig ikke hørt

Shitstormen begyndte, efter Lagkagehuset i efteråret 2018 overtog Langenæsbagerforretningerne. Forud for fusionen havde bagerkæden lovet at bevare mange af Langenæsbagerens højt-elskede kager og brød.

Det var imidlertid ikke den oplevelse kunderne havde, da de første gang efter fusionen købte det populære Aros-rugbrød med hjem.

"Jeg troede, jeg havde fået et forkert brød med hjem første gang, jeg købte det, fordi det var helt anderledes i farve, smag og konsistens. Det var tørt og kedeligt og uden smag. Ligesom et poserugbrød fra et supermarked," sagde Betina Blokager Olsen i begyndelsen af januar.

Hun var langt fra alene med den oplevelse, hvilket forreningens Facebookside også bar præg af.

Ville ikke ændre opskrift

Lagkagehuset holdt i deres standardsvar fast i, at rugbrødsopskriften var den samme. Kunderne følte sig ikke hørt, tonen blev mindre køn i klagerne og det var baggrunden for, at TV2 Østjylland som de første den 9. januar kunne fortælle, at en enkelt kunde i frustration havde kastet et rugbrød ind gennem en drive-in luge.

Dengang afviste Lagkagehuset Langenæs blankt at ændre opskriften i Arosrugbrøddet.

"Vi håber med tiden, at de mange fans af Aros rugbrødet i Langenæsversionen trods alt vil tilgive os og finde deres nye rugbrødsfavorit blandt de 10 forskellige rugbrødsvarianter, vi har i Lagkagehuset," lød det dengang fra Anne Mette Buus, der er leder af brand og produkt management hos Lagkagehuset.

Rugbrøds kærligheden vinder

Fredag ændrede Lagkagehuset altså kurs, da de proklamerede, at de ville lade den oprindelige bagermester ved Langenæs Bageriet Michael Spottag bage Aros-rugbrøddet efter sin oprindelige opskrift igen.

"Surdejen er faktisk den største forskel på smagen i de to brød," siger Michael Spottag fra Langenæs Bageriet.

"Vores oprindelige surdej og Lagkagehusets surdej smager begge fortrinligt, men der er nuancer i smagen, der gør, at brød bagt med dem smager forskelligt, og man glemmer nok ikke sådan lige sin første, store rugbrøds-kærlighed."

Det skaber stor glæde hos den store Aros-rugbrøds fan Katrine Ryom:

"Det er helt fantastisk. Vi har ledt og ledt for at finde en anden bager, men kunne ikke finde et brød, der var ligeså godt og som vores 8-årige søn, der ikke er rugbrødsperson, gider at spise," siger hun.

"Men det er da lidt vildt, at det skal gå gennem medierne, før de hører, hvad kunderne siger," lyder tilføjelsen.

Som et plaster på såret udloder Lagkagehuset 1000 gratis Aros-rugbrød i Lagkagehus-forretningerne i Aarhus.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzau bureau på vegne af TV2 Østjylland)

Lagkagehuset får kritik for at ændre populært rugbrøds opskrift

Langenæs Bageriet: "Vi har nok været lidt for selvfede" 

Mere fra FødevareWatch

Nye slikbutikker på nettet holder fast i coronaoptur

Med medvinden fra blandt andet den lukkede grænsehandel og de slikhungrende danskere i ryggen klarede danske online slikbutikker sig godt igennem 2020. Nu melder spørgsmålet sig: Kan man blive ved med at sælge slik på nettet, efter coronaen har lettet sit tag?

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier