FødevareWatch

Chr Hansen kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed

Den danske milliardkoncern er blevet kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed i forbindelse med World Economic Forum.

Foto: Lars Krabbe / Finans

Den knap 145 år gamle ingredienskoncern Chr. Hansen kan nu bryste sig af titlen som verdens mest bæredygtige virksomhed.

Det mener i hvert fald det canadiske medie- og investeringsfirma Corporate Knights Inc., der hvert år rangerer verdens mest bæredygtige virksomheder - og i 2019 topper milliardvirksomheden i Hørsholm den liste, skriver Chr. Hansen i en pressemeddelelse.

Ingredienskoncernen, der siden 1949 har offentliggjort organisationens forpligtigelser over bæredygtighed, er stolte af titlen, udtaler adm. direktør Mauricio Graber.

"Jeg tror, en af grundene til, at vi får en førsteplads, er, at verden er ved at forstå fordelene ved gode bakterier og den indflydelse, de kan have på nogle af de største udfordringer, som verden står over for – såsom madspild, overforbrug af antibiotika og behovet for en mere bæredygtig landbrugssektor, der skal producere føde til en voksende befolkning og samtidig bevare vores planet til fremtidige generationer," lyder det i meddelelsen.

Udnævnelsen sker på baggrund af Corporate Knights' analyse af mere 7500 virksomheder, der er sammenlignet ud fra en række kvantitative nøgleparametre, som blandt andet går på virksomhedernes håndtering af social lighed og behandling af medarbejdere, samt hvordan topledelse og bestyrelse aflønnes i forhold til de ansatte. Dertil kigger den canadiske virksomhed på om firmaerne fremmer miljømæssig bæredygtighed.

Fælles for alle 7500 virksomhederne er, at de alle omsætter for mere end én mia. dollars.

Titlen, der blev givet ved under World Economic Forum tirsdag, er blandt andet tildelt Chr. Hansen, fordi koncernen opnåede fuldt pointtal på parameteren "ren omsætning", hvilket afspejler, at ingredienskoncernens produkter har klare miljømæssige og visse sociale fordele, fremgår det.

Selvom Mauricio Graber er glad for udnævnelsen, understreger han, at koncernen er "langt fra færdig" i arbejdet med at blive endnu mere bæredygtige.

"Vi har stadig lang vej endnu på vores bæredygtighedsrejse, men vi håber, at vi kan bruge denne anerkendelse til at øge bevidstheden omkring gode bakteriers potentiale og styrke som led i en bæredygtig løsning på en række udfordringer, som vores planet står over for."

Det er 15. gang, at Corporate Knights Inc. kårer verdens mest bæredygtige virksomhed. Udover Chr. Hansen er også energikoncernen Ørsted på listen. Den lander på en fjerdeplads, mens Vestas indtager en 34. plads og Novo Nordisk en 58. plads.

Topchef for milliardforretning: Plantebaserede fødevarer er en stor mulighed for nye partnerskaber

 

Fremgang og skuffende resultater hos Chr Hansen

Mexicansk boss i Hørsholm: "I Danmark er første gang, at jeg ser så tydelig balance mellem arbejde og privatliv"

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier