FødevareWatch

Fremgang og skuffende resultater hos Chr Hansen

Efter første kvartal melder ingredienskoncernen om fremgang, men på resultatfronten er året startet ringere, end analytikerne havde regnet med. Forventningerne til resten af året fastholdes.

Chr. Hansen kom lidt ringere end forudset igennem første kvartal af det skæve regnskabsår 2018/19, både når det gælder salget og indtjeningen.

Omsætningen i kvartalet landede på 269,4 mio. euro, og overskuddet af primær drift, ebit, før særlige poster lød på 70,8 mio. euro, fremgår det af regnskabet torsdag morgen.

Til sammenligning havde analytikerne set frem til en omsætning på 274 mio. euro og et ebit-overskud før særlige poster på 73 mio. euro, viser estimater indsamlet af selskabet selv.

I samme periode året før var omsætningen på 254,5 mio. euro, og der var et overskud på driften på 64,7 mio. euro.

Den organiske vækst var i kvartalet på 10 pct., hvilket svarede til konsensusforventningen. I første kvartal 2017/18 var den organiske vækst også på 10 pct.

Ebit-marginen før særlige poster landede på 26,3 pct. mod konsensus om 26,6 pct. og en margin på 31,8 pct. for et år siden.

Overskuddet før skat var på 66,4 mio. euro mod 60,4 mio. euro for et år siden. Og efter skat lød det på 51,1 mio. euro mod 46,5 mio. euro i første kvartal 2017/18.

"Vi har haft en solid start på året, hvor Food Cultures & Enzymes der leverer stærk organisk vækst med bidrag fra volumen og europrissætning i overensstemmelse med vores forventninger. Den organiske vækst i sundhedsdivisionen var også stærk, drevet af global efterspørgsel efter probiotika til modermælkserstatninger," siger koncernchef Mauricio Graber i regnskabet.

Fastholder forventninger

Chr. Hansen holder efter første kvartal fast i sine forventninger til regnskabsåret 2018/2019.

Dermed regner ingredienskoncernen stadig med at ramme en organisk salgsvækst på mellem 9 og 11 pct. og en driftsmargin, EBIT-margin, på omkring 29,5 pct., som var niveauet i 2017/18.

Koncernen venter desuden frie pengestrømme på samme niveau som de 196 mio. euro, som var samme niveau sidste år.

For divisionen Food Cultures & Enzymes venter den organiske vækst langsigtet at ligge på 7-8 pct., for Healt & Nutrition ventes væksten at være på 10 pct. eller over, mens Natural Colors ventes at vokse med 6-10 pct.

Ifølge et estimat indsamlet af Chr. Hansen selv, ventede analytikerne forud for regnskabet en organisk vækst på 10 pct. og en ebit-margin på 29,7 pct. for hele det skæve regnskabsår.

Valutaramt kulturdivision

Chr. Hansens største division, Food Cultures & Enzymes, opnåede i første kvartal af 2018/19 en omsætning på 161,0 mio. euro og et primært driftsresultat (ebit) før særlige poster på 50,9 mio. euro.

Divisionen, som blandt andet sælger enzymer og kulturer til mejeriindustrien, klarede sig dermed dårligere end ventet, da analytikerne ifølge et estimat indsamlet af Chr. Hansen havde regnet med en omsætning på 167 mio. euro og et primært driftsresultat på 55 mio. euro.

Omsætningen i Food Cultures & Enzymes voksede fra 155,1 mio. euro i samme kvartal sidste regnskabsår, hvor divisionens driftsoverskud lød på 49,2 mio. euro.

Ebit-marginen i kulturdivisionen endte i kvartalet på 31,7 pct. Der var ventet en overskudsgrad på 32,7 pct. blandt analytikerne. I samme periode for et år siden var overskudsgraden på 31,7 pct.

Organisk var divisionens vækst på 10 pct. i kvartalet mod forventningen om netop 10 pct. og en organisk vækst på 12,0 pct. i kvartalet 2017/18.

Omsætningen var tynget af en negativ valutaeffekt på 6 pct.

"Den organiske vækst var primært drevet af stærk vækst i oste- og kødkulturer," fremgår det af regnskabet.

Svage farver

Chr. Hansens farvedivision, Natural Colors, klarede sig svagere end ventet på omsætningen, mens driftsresultatet var bedre i regnskabsårets første kvartal.

Omsætningen steg til 52,8 mio. euro, mens det primære driftsresultat (ebit) steg til 5,7 mio. euro i divisionen, der producerer naturlige farvestoffer til fødevareindustrien.

Til sammenligning var der ifølge et estimat indsamlet af Chr. Hansen selv ventet en omsætning på 54 mio. euro og et driftsresultat før særlige poster på 5 mio. euro.

I samme periode for et år siden lød omsætningen på 51,1 mio. euro, hvilket blev vekslet til et driftsresultat på 4,3 mio. euro.

Ebit-marginen i Natural Colors var på 10,9 pct. Analytikerne havde set en overskudsgrad på 9,8 pct. I første kvartal for et år siden var Ebit-marginen 8,4 pct.

Den organiske vækst lå på 6 pct. i kvartalet. Her havde analytikerne ventet 8 pct. mod 4 pct. i samme kvartal året før.

Den organiske vækst var primært drevet af farver til fødevarer og nylanceringer inden for produktgruppen Fruitmax i de seneste 12 måneder.

Optakt til Chr. Hansen-regnskab: "Der er nultolerance for lavere vækst"

Minister: Hård brexit kan koste danske virksomheder 17 mia kr

Ingrediensteam klar med vækstanbefalinger til regeringen

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier