FødevareWatch

Et af Aarhus' ældste pizzeriaer får sur smiley

Casa Mia Pizza på Trøjborg i Aarhus har store problemer med rengøringen. Fødevarestyrelsen har nu tildelt stedet en sur smiley.

Foto: Tine Hvolby

Det kniber med rengøringen hos det kendte pizzeria Casa Mia på Trøjborg i Aarhus. Ved det seneste besøg fra Fødevarestyrelsen den 22. oktober endte det med, at restauranten fik en sur smiley og en bøde på 5000 kr.

Det fremgår af den kontrolrapport, som styrelsen har lavet efter besøget.

"På fryseren i kælderen på lageret er der gamle produktionsrester på lågen, og der er skimmel-lignende plamager indvendig på gummilisten ved håndtaget," står der i rapporten.

"I produktionsrummet i kælderen er der kager af produktrester på hylder, hvor der opbevares olie. I kølerummet er der fedt på væggene og skimmel-lignende plamager på loftet," lyder det videre.

Casa Mia Pizza, som med sin start i 1988 selv kalder sig et af byens ældste pizzeriaer, havde også besøg af Fødevarestyrelsen den 27. september, hvor mangelfuld rengøring ligeledes blev påpeget.

Det var så altså ikke bragt i orden, da styrelsens kontrollanter kom på genbesøg cirka en måned senere.

Restauranten erkendte dagen efter det seneste besøg, at der ikke var gjort ordentlig rent.

"Det var tydeligt, at der ikke var rent. Vi ved ikke, hvorfor der ikke var gjort rent i går. Måske havde de (ansatte, red.) glemt fryseren i rengøringsplanen," var stedets bemærkninger til Fødevarestyrelsen.

Under kontrollen i september blev det ligeledes indskærpet over for Casa Mia Pizza, at det var uhensigtsmæssigt med et arbejdsbord i rå træ, da det er absorberende og ikke vaskbart. Det havde stedet fået styr på i oktober.

"Det gamle træbord er kasseret, og der er sat en plade op i rustfri stål," lyder det i Fødevarestyrelsens kontrolrapport.

Inden for den næste måned kommer styrelsen atter på besøg for at kontrollere, at rengøringen er blevet bedre og er kommet op på det niveau, der kræves, for at spisestedet igen kan få en glad smiley.

Indtil da er det Casa Mia Pizza, der skal betale for besøgene.

(Dette er en tophistorie fra TV2 Østjylland distribueret af Ritzau)

Fast food-kæder tjente flere penge hjem end ventet i tredje kvartal

Dominos Pizzas salg i USA vokser - men ikke hurtigt nok

Dominos forsøger at rabatcharme sig tilbage efter sag om fusk

Brandingmand om Dominos-skandale: "De vil med 100 pct. sikkerhed miste kunder på afsløringerne"

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier