FødevareWatch

11 fødevarevirksomheder flyver på finsk fremstød

Finland er det 13. største land på eksport fra den danske fødevareklynge, men står det til dansk delegation anført af Kronprinsesse Mary og miljø- og fødevareministeren, er der potentiale til meget mere for blandt andet de 11 deltagende fødevarevirksomheder.

Foto: Colourbox

Torsdag og fredag aflægger 32 danske virksomheder sammen med en dansk delegation, hvor man blandt andet også finder H.K.H. Kronprinsesse Mary, miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen og Landbrug & Fødevarer-direktør Karen Hækkerup, Finland et stort besøg.

Målet er at øge eksporten til landet, som sidste år var det 13. største eksportmarked i den danske fødevareklynge, der på fremstødet er repræsenteret gennem 11 deltagende virksomheder. Eksporten udgjorde lidt over tre mia. kr., men i første halvår af 2018 er den ifølge tal fra Landbrug & Fødevarer steget med 63 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år.

Om fremstødet, der er et kombineret erhvervs- og kulturfremstød, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen:

"Finland er i dag Danmarks 11. største eksportmarked og oplever i disse år en økonomisk vækst, der også kan komme danske virksomheder og arbejdspladser til gavn. I Norden sætter vi alle pris på et rent miljø og sunde fødevarer af høj kvalitet, så der er gode muligheder for, at virksomhederne kan få nye finske kunder."

Besøgets formål er - ud over at markere 100 års jubilæet for de diplomatiske forbindelser med Finland - at styrke det kommercielle samarbejde mellem de to lande og har fokus på det nordiske køkken, den maritime industri og såkaldte 'urban solutions'.

Danish Crown håber på mere foodservice

Blandt de 11 danske fødevarevirksomheder har Danish Crown i forvejen afsætning og samarbejde med blandt andet den finske Coop-pendant SOK. Fremstødet kan forhåbentlig fungere som indgang til mere.

"Vi satser på at kunne 'vise flaget' for både dansk grise- og oksekød i Finland under fremstødet og på at møde andre indkøbere fra både detail- og foodservice-sektoren. Især sidstnævnte er et nyt område for os på det finske marked, men vi regner med, at fremstødet kan hjælpe til med at få sat lidt skub i sagerne," udtaler Søren Busk Andersen, direktør for Pork Export Nordic hos Danish Crown, i en meddelelse.

Fremstødet indeholder på fødevaredelen blandt andet et arrangement, hvor danske fødevarer indgår i en finsk sammenhæng, og hvor Kronprinsessen skal se den finske kok Tomi Björck lave mad med danske råvarer.

"Finnerne efterspørger i højere og højere grad danske råvarer. Det gør de, fordi de er produceret med høj fødevaresikkerhed, og fordi de har en god spisekvalitet. Derfor er jeg ekstra stolt af at repræsentere Danmark og de gode råvarer, vi har at byde på i den her sammenhæng," udtaler Karen Hækkerup, direktør i Landbrug & Fødevarer, i forbindelse med fremstødet.

Succes med vin og specialøl giver stor vingrossist mod på mere

Sukkeroverskud og tør sommer presser sukkeraktører

Dansk hamp lander i brød hos svensk producent

Tørke får kyllingekoncern til at hæve danske priser

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier