Forskere forargede over ny GMO-dom

Nu bliver det svært for forskere i Europa at sørge for mad til fremtidens mange mennesker og sørge for bæredygtigt landbrug, lyder kritikken af afgørelse fra EU-Domstolen.
Blomkål er også et resultat af planteforædling og lever ikke vildt i naturen. | Foto: Claus Pedersen/ L&F
Blomkål er også et resultat af planteforædling og lever ikke vildt i naturen. | Foto: Claus Pedersen/ L&F
AF VIDENSKAB.DK

Hvis fødevarer får modificeret deres gener med nye teknologier som eksempelvis gen-saksen CRISPR, skal de fra nu af gennem en lang og dyr godkendelse for at komme på markedet.

Det er samme regler, som i 17 år har gjaldt for fødevarer modificeret med ældre og mindre forfinede teknologier, kendt som GMO.

Sådan lyder det i en ny afgørelse fra EU-Domstolen, som får forskere i hele Europa til at tage sig til hovederne af især to årsager:

1. Afgørelsen vil totalt fjerne interessen fra virksomheders side for at investere i at bruge oplagte teknologier til at skabe stærkere og mere bæredygtige fødevarer i fremtiden.

2. Det vil reelt blive umuligt for europæiske forskere at finde penge til at udforske nye muligheder for at forædle planter og dermed give flere mennesker mad på bordet og gøre det mindre nødvendigt at bruge sprøjtemidler.

"Virksomheder kommer ikke til at investere i en teknologi, som ikke har nogen kommerciel anvendelse," siger genforsker Nigel Halford fra Rothamsted Research i England til Nature.com, ifølge Videnskab.dk.

Han kalder afgørelsen "enormt skuffende"; et budskab, der bliver gentaget og uddybet af medlemmer af blandt andre NTB Platform; en international sammenslutning af virksomheder og forskere.

Med afgørelsen er EU-Domstolen gået imod anbefalingen fra sammenslutningen af forskere i europæiske EASAC.

Professor Michael Palmgren forsker i blandt andet GMO ved Københavns Universitet. Han er helt enig med kritikerne.

Han fortæller, at afgørelsen kun vækker endnu mere frustration, når man tænker på, at stort set alle vores fødevarer allerede er blevet skabt ved at modificere gener.

"Intet af det, du finder i supermarkedet, kan vokse ude i naturen. Hos velassorterede grønthandlere kan du måske finde ramsløg eller strandkveller, men praktisk talt alt andet er lavet ved hjælp af møjsommelige metoder til forædling."

"Hvis man ikke vil spise modificerede fødevarer, skal man heller ikke spise blomkål og broccoli og alt det andet, som ikke lever i naturen. Vi har altid brugt plantevidenskab til at forædle vores afgrøder. Det er absurd," siger Michael Palmgren, professor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

(Artiklen er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Videnskab.dk)

EU-Domstol kræver kontrol med nye genmodificerede fødevarer

EU varsler reform omkring fødevaresikkerhed

Discountkæde satser på GMO-fri mælk til danskerne

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Foto: Finn Frandsen

Bagerkæder sænker priserne