FødevareWatch

Ny rabatmenu giver pote for McDonalds

I årets andet kvartal omsatte fastfoodgiganten McDonalds for 5,35 milliarder dollar, viser regnskab.

Foto: AP

Friskt kød og en fornyet rabatmenu var med til at lokke flere kunder forbi McDonalds i maj, juni og juli.

Det fik salget i de af fastfoodkædens restauranter, der har været åbne i mindst 13 måneder, til at stige med fire procent.

Det viser McDonalds' regnskab for perioden, der er fremlagt torsdag, ifølge erhvervsmediet Bloomberg News.

Resultaterne glæder McDonalds' administrerende direktør, Steve Easterbrook.

"Vi ser gode præstationer på tværs af vores forretning, hvor vores kunder fortæller, at de sætter pris på de skridt, vi tager for at løfte McDonalds-oplevelsen," siger han i en pressemeddelelse i forbindelse med regnskabet.

McDonald's overgik forventningerne

"Vi er tilfredse med resultaterne af vores internationale forretning og de skridt, vi tager i USA for at gennemføre vores strategiplan," lyder det ydermere.

I perioden måtte fastfoodgiganten dog se sin omsætning skrumpe i forhold til året før.

Omsætningen faldt således med 11,5 procent fra samme periode året før og endte på 5,35 milliarder dollar. Det svarer til 34,1 milliarder kroner.

Det var dog en anelse mere, end hvad analytikere ifølge Bloomberg News havde forventet. De havde ventet et resultat på 5,33 milliarder dollar.

Faldet skyldes ifølge nyhedsbureauet AFP, at McDonalds har frasolgt flere restauranter til franchisetagere.

Således kunne Big Mac-producenten også registrere en pengepung, der blev noget tungere i kvartalet.

McDonalds tjente nemlig 1,5 milliarder dollar i maj, juni og juli. Det svarer til 9,6 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 7,3 procent fra samme periode året før.

Kødfri bølge breder sig på tallerkener og i supermarkederne

Køb en burger lavet 100 pct. af en robot

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier