FødevareWatch

Danish Crown køber igen op - denne gang i Holland 

Efter opkøb i Tyskland, Sverige, Polen, Sydafrika og Danmark har Danish Crown-selskabet Tulip Food Company netop opkøbt en hollandsk baconspecialist.

Foto: Matthew Mead/AP/Ritzau Scanpix

Gennem Tulip Food Company har Danish Crown opkøbt den hollandske virksomhed Baconspecialist Zandbergen, der som navnet antyder, har specialiseret sig i produktionen af bacon.

Virksomheden, der har hjemme i hollandske Haarlem, giver Danish Crown og Tulip Food Company et markant løft i produktionen, og omvendt får Baconspecialist Zandbergen udvidet produktporteføljen betragteligt, skriver Danish Crown i en meddelelse.

"Tulip Food Company har som en klar målsætning i 4WD-strategien at udvikle baconforretningen, og med opkøbet af Baconspecialist Zandbergen intensiverer vi indsatsen. Baconspecialist Zandbergen er en 100 procent dedikeret bacon-producent, som gennem en årrække har været inde i en meget positiv udvikling med en flot organisk vækst, som vi ønsker at videreudvikle," udtaler Jais Valeur, adm. direktør i Danish Crown om opkøbet, der nu afventer konkurrencemyndighedernes godkendelse.

"Vi får ny kapacitet og nye produktmuligheder inden for eksempelvis stegt bacon med denne meget veldrevne virksomhed, som er et familieejet selskab med en stærk og vellidt position i baconmarkedet – overfor såvel kunder som forbrugere," udtaler koncerntopchefen videre.

Baconspecialist Zandbergen er stiftet i 1984, og både produktionsfaciliteter og administration er placeret i Amsterdam-forstaden Haarlem. Virksomheden er i gang med en større udvidelse, som skal øge kapaciteten betragteligt. Virksomheden omsætter i dag for over én mia. kr.

Sælgerne er brødreparret Erik og Robert Zandbergen.

"Vi ser mange store fordele og spændende synergier, for som en del af Tulip får vi langt bedre muligheder for at tilbyde en udvidet og meget interessant produktportefølje og komme endnu tættere på vores kunder og forbrugere i Benelux," hedder det i en udtalelse fra Robert Zandbergen, der sammen broderen Erik og den øvrige ledelse fortsætter i virksomheden.

"Vi vil naturligvis fastholde og udbygge styrkerne i selskabet og samtidig sørge for at få Tulips kompetencer inkorporeret. Alt i alt har vi meget store forventninger til Baconspecialist Zandbergen, for bacon er et område, som stadig er i vækst på tværs af markeder til alle måltider og ind imellem - alle elsker bare bacon," hedder det afslutningsvist fra Jais Valeur. 

FødevareWatch forsøger at indhente yderligere kommentarerer fra Danish Crown.

HKScan investerer tocifret millionbeløb i svensk fabrik

Danish Crown-boss: Turnaround i England har fået et tilbageslag

Danish Crown på opkøb i Polen

Myndigheder godkender Danish Crowns britiske frilandsopkøb

Mere fra FødevareWatch

Professor: Klimavenlig mad skal normaliseres

På samme måde, som elbilerne spreder sig og i højere grad bliver normen i fremtidens bilpark, skal danskernes lyst til klimavenlige fødevarer igennem en proces, hvor det bliver normalen at spise mere grønt, mener professor Katherine Richardson, der er medlem af Klimarådet.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier