FødevareWatch

ISS vil lede voksende milliardmarked for kantinemad

Danskerne har appetit på convenience og får i stigende grad deres måltider gennem arbejdspladsen. Den tendens vil udvikle sig yderligere, forudser ISS' danske cateringchef. Hun forudser personaliseret mad i kantinen, måske en juicekur, hvis man er på den.

Foto: ISS PR-foto

Danske dagligvarekæder kæmper i disse år indædt for at få forbrugerne til at lægge mere i indkøbskurven i et stagneret marked.

Men solen skinner altid et sted i verden, og det professionelle kantinemarked har i høj grad kapitaliseret på danskernes ændrede forbrugsvaner.

Ifølge den seneste analyse af markedet foretaget af Dansk Industri havde kantinemarkedet i Danmark i 2016 en samlet omsætning på 8,7 mia. kr. Dermed har stigningen været på 2,1 mia. kr. de seneste fem år.

Blandt de største spillere på markedet er serviceselskabet ISS, der på det danske marked driver 200 kantiner, har 900 ansatte i kantineforretning og 55.000 bespisninger dagligt.

Siden juni 2017 har Maja Volquards Hesselholt siddet i helikopteren med overblik over den samlede forretning som direktør for ISS Catering. Hun fortæller, at netop conveniencebølgen har været en medvirkende faktor til den kraftigt voksende omsætning i kantinemarkedet og hos ISS, som har fordoblet selskabets markedsandel på kantinemarkedet de seneste fire år.

"Vi tænker hele dagshjulet ind i vores kantiner. Fra de første møder ind om morgenen, til de sidste går hjem relativt sent om aftenen. Der skal være mulighed for at få mad on the go. Det kan være sund og nærende morgenmad, når man møder ind. Energibarer i løbet af dagen og måltider, som man kan tage med hjem," forklarer hun til FødevareWatch.

Hun kommer med et eksempel, at man i den forestående fastelavnsæson kan forestille sig, at kantinerne laver fastelavnboller, de ansatte kan tage med hjem til familien, eller at de til Mortens aften kan få en forstegt and med hjem og dermed spare værdifuld tid.

"Hele vores kultur er under forandring, og vores adfærd ændrer sig. Derfor sker der også noget i den måde, som vi tænker på løsninger rundt om en kantine. Vi kigger ind i et større hjul og dermed et større vindue af salgsmuligheder," siger Maja Volquards Hesselholt.

Hun ønsker ikke at oplyse divisionens samlede omsætning.

Stadig mange skridt at gå

For nyligt har ISS vundet store kontrakter med både Forsvaret og Lego, og de kan sammen med ISS' øvrige kantiner se frem til, at de kommende år byder på endnu flere løsninger, der gør det lettere at forene et travlt liv med nærende og inspirerende måltider.

"Vores cateringdivision er lykkes med mange ting, og det er også grunden til, at vi har opnået den position, vi har i dag. Det næste skridt er helt klart helt koncept- og forretningsudvikling og digitalisering. Vi skal sikre, at vi er digitale frontløbere og har de rette løsninger for både vores medarbejdere, så de kan fokusere på maden, og for vores kunder, så de oplever, at vi har nogle smarte digitale løsninger, der gør det nemt at få mad fra kantinen," siger Maja Volquards Hesselholt.

Hun forklarer, at digitale løsninger f.eks. dækker over, at også hendes ansatte i kantinedivisionen har de rigtige redskaber, mens virksomhedernes medarbejdere skal kunne tilgå ugens madplan online eller bestille en café latte, som står klar, når de møder ind om morgenen.

Derudover skal der i fremtiden laves flere skræddersyede muligheder til den enkelte.

"Jeg ser en stor fremvindende trend i designede madprogrammer. Det kan være juicekure eller lignende personaliseret mad," siger Maja Volquards Hesselholt.

Maja Volquards Hesselholt.jpg

Vil være markedsleder

I juni 2017 blev Maja Volquards Hesselholt rekrutteret til stillingen efter fem år som operationel direktør i den familieejede virksomhed Tholstrup. I forbindelse med hendes ansættelse lagde ISS driftsdirektør for den danske forretning, Henrik Damgaard, ikke fingre i mellem, hvor hun skal bringe den store cateringdivision hen.

"Hun er den helt rette profil til at stå i spidsen for det strategiske løft af vores personalerestauranter, som på sigt skal bringe os frem til positionen som markedsleder i Danmark," udtalte han.

Maja Volquards Hesselholt fortæller, at ISS' markedsandel er fordoblet i de seneste fire år. Det er stadig er ambitionen at blive markedsleder i Danmark, fastslår hun, men hvornår hun forventer, at det lykkes er mere usikkert.

"Jeg har sat mig i sædet for det lange, seje træk. Det findes ikke quick fixes på det her område. Vi er på en rejse, som over til vil lønne sig, fordi vi har sat ind med en strategi, hvor vi er klare i spyttet på, hvad vi skal."

"Vi ser en positiv rejse for ISS, hvor vi er rigtig godt på vej med de to store kontrakter med Forsvaret og Lego, og samtidig arbejder vi rigtig hårdt hver dag for at sikre gastronomien og de små magiske madoplevelser.."

Men du vil ikke sige, hvornår I forventer at være markedsleder, som er jeres erklærede mål?

"Det er det lange seje træk, og det når vi også, Når ISS brandigmæssigt smager mere af mad."

Kan jeg ikke få dig til at blive mere konkret?

"Det er helt sikkert, at når du kan smage ISS, så når vi også markedslederskabet. Det handler også om den dybe grundlæggende anerkendelse i, at vi arbejder med mad."

ISS vil vinde det danske kantinemarked med ny direktør i front

Ejer vil bruge Kokkenes Køkken i kampen mod ISS

ISS-kantiner er ramt af æggeskandalen

Forsiden lige nu

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier