
Det lyder lidt som et omrejsende østeuropæisk cirkus: En sigøjnerbrygger og en klodset bjørn i manegen sammen.
Det er det ikke. Det er derimod et nyt samarbejde indgået mellem specialbryghuset Mikkeller og det næsten mikroskopiske destilleri Den Klodsede Bjørn.
De to danske selskaber har fusioneret kræfterne og skabt samarbejdet Phantom Spirits. Bag det ligger det fælles selskab Phantom Spirits ApS.
Det første, der kommer ud af Phantom Spirits-samarbejdet, er en såkaldt Beer Cask-serie bestående af tre forskellige rom. Men der bliver løbende arbejdet på flere nye varianter.Produkterne er lavet med afsæt i den gamle traditionelle cask finish-metode, hvor spiritus fra Caribien lægges på fade i Europa. Phantom Spirits har dog pillet lidt ved metoden og videreudviklet den ved at lade spiritussen lagre på brugte Mikkeller-ølfade i stedet for klassiske egetræsfade. På den måde mikses øllens smag med spiritussen.
"Rommen har været på en bemærkelsesværdig rejse i disse tønder, hvis øl-kvaliteter har understøttet og udvidet de mange finesser, rommen i forvejen ejer. Og både de garvede spirituskendere såvel som novicerne kan med spænding dykke ned i de tre varianter, dechifrere de mange lag, eller bare nyde det uden dikkedarer," forklarer Mixen Lindberg, der leder sideprojektet hos Mikkeller.
Der er anvendt fade fra tre af Mikkellers øl: Mikkeller Nelson Sauvignon, Mikkellers imperial stout X og Beer Geek Vanilla Shake.
Flere øl og spiritus-samarbejder
Det er langt fra første gang, at en destillatør og brygger slår pjalterne sammen. De sidste par år er der indgået en række samarbejder mellem bryggerier og spiritusproducenter.
Hidtil har det hovedsageligt været whiskyproducenter, som har leget med ølbranchen om at skabe nye produkter. Samarbejdet mellem Mikkeller og Den Klodsede Bjørn adskiller sig også ved, at det er spiritussen, der har lagret på ølfade. I en lang række af spiritus og øl-samarbejderne har det nemlig været øllen, som er blevet lagret på spiritusproducenternes fade.

Det var også i 2016, at det berømte danske destilleri Stauning Whisky og Carlsbergs specialbryggeri Jacobsen lavede en øl sammen i form af typen porter. Også her var det Jacobsens øl, som blev lagret på Staunings brugte whiskyfade.
Dansk bryghus skal lave øl med Storbritanniens ældste bryggeri
Verdenskendt whiskeybrand laver øl med dansk mikrobryggeri
TEMA: Dansk spiritus på vej frem
Carlsberg indleder partnerskab med kendt dansk whisky-hus