Øldrikkere vil blokere bryggerifusion – frygter dyrere øl

En gruppe af amerikanske øldrikkere er så fortørnede over fusionen mellem AB Inbev og Sabmiller, at de nu går rettens vej for at blokere for handlen, der vil skabe verdens største bryggeri.
Bloomberg skriver, at 23 øltørstige forbrugere har bedt retten i Oregon om at stoppe det historiske ægteskabt, da de frygter, at det vil skabe et monopol og føre til dyrere øl på det amerikanske marked.
Sagen bliver ført af advokaten Joseph Alioto, der tidligere uden held har forsøgt at stille sig i vejen for AB Inbevs opkøb af Grupo Modelo i 2013 og af Anheuser-Busch i 2008.
Måske derfor virker AB Inbev heller ikke synderligt bekymrede over udsigten til endnu et søgsmål fra den amerikanske advokat. Vicepræsident for bryggeriets juridiske afdeling, John Blood, udtaler i en meddelelse, at koncernen mener, at sagen er uden hold i virkeligheden.
"Det amerikanske ølmarked har aldrig været mere konkurrencepræget på grund af den stærke vækst i specialbryggerierne, og intet ved den her handel kommer til at ændre på det faktum," siger han.
Fusionen mellem AB Inbev og Sabmiller blev annonceret i oktober og løber op i 745 mia. kr. Den skaber samtidig verdens med afstand største bryggeri.
AB Inbev sætter kendte ølmærker til salg
Kæmpegæld rammer AB Inbevs kreditvurdering
Børshus ser store muligheder i kæmpe ølfusion