Japansk sake-producent udvider til Europa

Den japanske spirituskoncern Hiro Sake vil fra det nye år begynde at sælge sin håndlavede luksus-sake på nye markeder i Nordamerika og Europa.
Det skriver branchemediet FoodBev.
Sake er en traditionel japansk spiritus lavet på ris, og Hiros version af drikken vil fremover kunne findes i butikker i Mexico og Italien, samt senere i en række andre europæiske lande.
Selskabet har således indgået et distributionssamarbejde med Importaciones Colombres, som vil bringe Hiro Sake til en række butikker i Mexico fra 1. januar 2016. Samtidig vil det japanske selskab ifølge medstifter og adm. direktør Carlos Arana begynde distributionen i Italien fra det nye år.
”Vi ser ud til at kunne opnå trecifret vækst i 2015. Det har været et meget spændende år for vores brand, da vi har fået flere henvendelser om at gøre Hiro tilgængeligt på nye markeder. Vi har fået godt fodfæste i USA og Puerto Rico, og vi er spændte på at bevæge os ind i Mexico og endda Europa i 2016,” siger Carlos Arana til FoodBev.
Udover at rykke til nye geografiske områder har selskabet også annonceret to nye distributionsaftaler i USA, hvor man altså allerede er til stede. Disse aftaler dækker de to stater New Jersey og Ohio.
Medie: Suntory vil droppe samarbejde med kinesisk ølgigant
Suntory vil ælde whisky i rummet