
Med en årlig omsætning i omegnen af 65 mia. kr. og en indtjening der stadig halter noget efter konkurrenterne er det oplagt, at der ligger et uforløst potentiale i Carlsberg, trods de trusler mange ser fra den planlagte fusion mellem bryggerigiganterne AB Inbev og Sabmiller.
Det skriver Økonomisk Ugebrev Formue.
Ugebrevet venter, at den nye konkurrencesituation vil blive adresseret i Carlsbergs strategi "Sail2022", der lanceres i slutningen af første kvartal næste år.
"Såfremt Sail2022 og ikke mindst målene i denne kan leve op til markedets forventninger og nyvundne tillid, ser vi en god chance for at markedet snart vil begynde at tage forskud på de kommende års glæder," skønner ugebrevet, og venter, at Carlsbergs kurs langt om længe bryder op af det kursrange på 450 til 600 kr. som har hersket de sidste par år.
Carlsberg B-aktien lukkede fredag i 589 kr. og er steget fra 551 kr. efter onsdagens regnskab.
Ugebrevet vurderer, at Carlsberg er en af de aktier man positionerer sig i med sigte på 10-20 pct.s gevinst henover de næste 6-12 måneder i takt med, at investorernes og analytikernes tillid vender tilbage.
"Dertil kommer det forhold, at aktien har en defensiv karakter, som også med fordel kan værdsættes i disse volatile tider," anfører ugebrevet.
Carlsberg serverer nu øl for halvdelen af Premier League
Derfor er han den rigtige mand til at vende Carlsberg-skuden