Bryggerier har problemer med profitten på Kinas ølmarked

Det bliver solgt enorme mængder øl på det kinesiske marked, men det kniber for bryggeriselskaberne med at få profit ud af det omfattende salg.
Det skriver Wall Street Journal.
Det kinesiske marked tegner sig for en fjerdedel af den øl, der sælges på verdensplan, og en tiendedel af omsætningen. Men det er kun 3 pct. af den globale indtjening på salg af øl, der kommer fra Kina, viser tal fra Deutsche Bank ifølge erhvervsmediet.
Det skyldes i høj grad stor konkurrence blandt de store bryggerikoncerner på det kinesiske marked, herunder Carlsberg, AB Inbev og Sabmiller.
Sidstnævnte råder over verdens bedst sælgende øl, det kinesiske brand Snow Beer, og koncernen afsætter 20 pct. af sin ølvolumen i Kina, men får kun 2 pct. af sit nettoresultat fra dette marked.
I Kina sidder fem storaktører på 70 pct. af ølmarkedet. Det er udover de tre nævnte selskaber de to lokale aktører Tsingtao Brewery Co. og Beijing Yanjing Brewery Co. Deres EBIT-marginer ligger alle på mellem 6-9 pct.
Til sammenligning sidder AB Inbev og MillerCoors – en joint venture som Sabmiller ejer halvdelen af – på 70 pct. af markedet i USA, men her er deres EBIT-marginer på henholdsvis 38 og 18 pct.
Og det kan se ud til at blive endnu sværere at tjene penge på salg af øl i Kina i fremtiden. Det samlede ølsalg i Kina målt i volumen er nemlig stagneret i de seneste par år efter et årti med konstant vækst, skriver Wall Street Journal.
Er Carlsberg klar til kinesisk kamp?
Asiatisk øltørst løber fra den økonomiske vækst