Bizar besked skaber kaos for Pepsi-selskab
Der er en del amerikanske forbrugere, der har været ved at få deres vitaminvand galt i halsen på det seneste.
De har nemlig kunnet læse beskeden: ”Help me trapped in SoBe factory" (Hjælp mig, jeg er fanget i en SoBe-fabrik) under skruelågene på den populære vitaminvand SoBe Lifewater, hvilket naturligvis gjorde flere af dem noget bekymrede.
Det skriver The Independent.
Den alarmerende besked kunne ses det sted, hvor der normalt er en udløbsdato på produkterne, og det fik flere kunder til at frygte, at der rent faktisk var en medarbejder fanget i en af producentens fabrikker.
Men efter flere af dem havde sendt billeder af skruelågene til selskabets Facebook- og Twitter-profiler, kunne SoBe berolige med, at der blot var tale om en gimmick, der tilsyneladende havde slået grueligt fejl.
Selskabet har for vane at printe små beskeder under skruelågen på sine produkter, men denne gang skulle man nok have tænkt det igennem lidt længere, inden man satte gang i produktionen.
Især set i lyset af den bizarre skandale i det amerikanske fiskeselskab Bumble Bee i foråret, hvor en fabriksarbejder blev låst inde i en industriovn og blev brændt ihjel sammen med fem ton tun.
SoBe, som er et datterselskab til den amerikanske storkoncern PepsiCo, har siden beklaget de uheldige skruelåg og sagt, at man vil stoppe produktionen af disse hurtigst muligt.
Aldi-butikker i Berlin finder kokain for 112 mio kr
Avis: Tesco solgte bananer med dødbringende edderkopper i